Tegneråret 2011

Knapt havde vi taget hul på 2011, før der flød bladtegninger over nettet, endnu skønnere og stærkere end sjældent før set.

Afsættet var naturligvis omvæltningerne i Tunesien, Ægypten, Syrien, Libyen og og....og i marts blev Japan ramt af en trefoldig katastrofe i tsunami, jordskælv og Fukushima-nedbruddet. Hver dag bragte nye tegninger verden rundt. Der var tegnere, som bloggede eller fik deres tegninger vist på dagens blogs direkte inde fra demonstrationerne, mens deres kolleger i andre verdensdele kommenterede med hver dag. Tegninger, som igen blev vist på nye platforme, hvor endnu flere kunne se fælleslinjer eller skæringspunkter af forskelligheder på tværs af geografi.

Intenst har det været at følge med. Blogs er opstået lige så hurtigt, opnået udbredelse og igen lukket ned eller blevet lukket, for så igen at opstå nye steder. For en ikke-arabisk-talende kan det til tider være svært at gennemskue, hvem som står bag siderne. Irans regering har eksempelvis svaret igen på aktiviteterne ved at oprette en hjemmeside fyldt med bladtegninger uden bid, og hvor tegnere overalt inviteres med til en endeløs række af konkurrencer, der skal tage opmærksomheden fra de kritiske tegnere.

Det andet halvår af 2011 har tegnerne derfor haft det sværere. Demonstrationerne er mange steder gået over i blodig kamp, hvor vi også har set direkte angreb på tegnerne. Den syriske tegner Ali Ferzat blev symbolet på dem alle, da han blev bortført og hans hænder knust. Dén handling blev symbolet på overmagten, der vil fjerne det frie ord, men også symbolet på, at der af undertrykkelse opstår ny livskraft endnu farligere end den, som blev knust. I sin hyldest til Ali Ferzat tegnede Kianoush Ramezani uhyret eller træet - alt efter om man er despot eller demokrat - der skyder stadig nye blyanter:

Kianoush Ramezani, Min tegning for Ali Ferzat, 27. august 2011.

2011 har samtidig haft en interessant vinkel på nye arbejdsområder for bladtegnerne. De sidste 20 år har tegnerstanden begrædt de stadig færre avisopgaver, hvor næsten ingen aviser længere har ledertegninger, de såkaldte editorials. Men her var et helt nyt marked, her var brug for dem, og tegnerne emmede af engagement. Tegnere, I kan!