Grænsefladen mellem kunsten og verden
Valdemar Andersen understregede rammen omkring sine daglige forsidetegninger - og som ovenfor i satiretidsskriftet Klods-Hans - ved at lade linjen være let bugtet. Det bliver en linje, som ånder og er nærværende, fordi menneskehånden nu engang ikke kan tegne lige.
Ovenfor giver det samtidig den maksimale effekt, når en operasanger hengiver sig til rollen lige så intenst vredet omkring sig selv, som hans sjæleliv er for stort til at rummes inden for nogensomhelst givne rammer, at hårpragten må bryde ud. Hvorfor den allerstørste naturligvis var forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson, hvis drama var en del af hans forfatterskab. Med bittesmå pupiller tegnet ind, fordi han sikrer sig, at vi ser med.
Rammen har sin egen kulturhistorie og bruges uophørligt af æstetikere til at diskutere forskellen mellem kunst og verden omkring, adskillelse og forskel - eller det modsatte.
Valdemar brød konstant afgrænsningerne i de små tegninger såvel som i sine rumudsmykninger. I Administrationsbygningen rækker en hånd eller en isse lige præcis ud over kanten og ind i det, som visuelt er vores rum. Ikke hver gang, men hist og pist, netop som vi tror at kende rytmen henover loftet.
Nok til at anspore diskussioner også det næste århundrede. Valdemar får helheden gjort nærværende og i en bygning som Administrationsbygningen lige præcis brudt alvoren. Dette er ikke andagten, før man træder ind til borgmesteren. Det er aalborgensernes eget rum.
Som tegner er Valdemar Andersen et raffineret eksempel på twofoldness, Richard Wollheims beskrivelse af dobbeltheden af motiv og overflade på den ene side og så vores oplevelse af deres interaktion på den anden. Som menneskedyr er vi med andre ord ganske avancerede, når vi går til kunsten. Vi er fuldt ud bevidste om de malede overflader på samme tid, som vi går helt og fuldt op i kunstværket. Alt er i spil i oplevelsen.
Når twofoldness nævnes, må portrættet af ballerinaen Anna Pavlova fremhæves for sit spil med motiv og overfladens musikalitet. Det danske publikum var opvokset med Bournonville, der underspiller dansens sværhedsgrad, så selv springene pakkes ind. Pavlova var af den russiske tradition, der med stolthed kaster sig ud i kraftudfoldelsen. Den danske presse beskrev hende under en gæsteoptræden som en smidig, hvid flamingo i højrød lampeskærm, en tropisk fugl med svajende arme og et par høje ben: "Hendes Magerhed ophøjedes til Legemløshed".
Den beskrivelse er så præcis, hvad vi ser i portrættet af hende. Dette er publikums oplevelse, og ikke så meget Pavlova selv. Vi har foran os et 1908-dansk publikums oplevelse af noget utilpasset, svævende legemløst, fuldendt med de diamantøreringe, som pressen ikke kunne blive trætte af at beskrive. Større diamanter var sjældent set på dansk grund og lige så eksotisk dragende, som ballerinaen selv.
Hvis hun rettede sig helt op, ville papirfladen slet ikke kunne rumme hende. Hun er modsvaret til Leonardos vitruvianske mand og hans ideale proportioner i forhold til verdens indretning. Pavlova er for meget, men det sidste smil tilhører hende selv. Hun har ganske simpelt aldrig hørt til inden for disse rammer.
