Hvorfor!
Skal det da aldrig lykkes mig at skrive uden Karl Madsens indblanding?
Lad mig bare opgive alle retoriske spørgsmålstegn. Karl Madsen var allestedsnærværende. Direktør for Statens Museum for Kunst indtil 1925, selv maler, med en flydende blækpen, hvis energi som få kunne matche Valdemars, dog Karl Madsen havde en journalistisk tæft, der vidste, hvordan han præcis skulle formulere ord, så de gjorde mest ondt.
Charmerende har han været som bordherre, men ubønhørlig over for de kunstnere, som stod uden for hans velvilje. Da han får midler til at rejse til Italien og købe "et par Italienere" for Kunstmuseets Venner, rejser han sporenstrengs til Holland og køber ind her. Holland var hans passion, Rembrandt hans livs centrum, og han stod bag køb til Kunstmuseet som Edvard Munchs Aftenpassiar
(som jeg ikke har ret til at vise, men maleriet må og skal også ses i virkeligheden. Det er så tyst og voldsomt på samme tid. Jeg har nydt at dele med de ældste klasser i skolen i en lille årrække, oh, at se det sammen med en flok teenagere)
Men det var også ham, som solgte Kunstmuseets Cézanne. Og når han skrev imod en kunstner, forholdt han sig aldrig til hans/hendes værker. Han svinede personen til, beskrev uheldige sider, som den pågældende end ikke nogensinde havde besiddet. Karl Madsen kendte ordets billedskabende kraft, der fik virkelighed, når først de var trykt. Med indbygget indforståelse til læseren: De ved, det er ham staklen, der svinger sin slængkappe på Strøget, nudge, nudge - know what I mean!
Say no more. Strøget har været overrendt af slængkapper, hvis vi skal tro kunstdirektøren.
Karl Madsen blev naturligvis tegnet af de bladtegnere, han anså for syge i hovedet. Tegnerne derimod karikerede ham aldrig som person. De naglede ham for hans faglighed. De ramte ham inde på hans egen boldbane for den blindhed, han tillagde andre. Ingen kunne SE som han selv - ifølge Karl Madsen - men at sige "Rembrandt" i hans nærhed er som at sige "sæl" på Grønland. Alfred Schmidt satte minderunen over ham i Blæksprutten 1911:
"Undskyld, men De skulde vel ikke ligge paa en Rembrandt? "
- Scene af Karl Madsens daglige liv.
