Tuesday, 22 November 2011

Kulturel fattigdom


I disse dage reddes en udsmykning, der nær var ved at forsvinde: Hans Scherfigs vægge til børnehaven på Carlsberg. Men først efter massiv indsats fra gode kræfter i kulturlivet.

I foråret 2010 skrev Hans Edvard Nørregård-Nielsen en stærk og meget bevægende artikel i Weekendavisen for bevarelsen af monumentaludsmykninger, hvordan udsmykninger i det offentlige rum er de første til at bukke under, når chefen i ministerstolen bliver en anden. Nyt skal til, og værdien af det forudgående glemmes. Vi bliver alle sammen kulturelt fattigere hver gang.

Erfaringen kendes kun alt for godt også fra fokus på den ene kunstner med de mange udsmykninger over hele landet. Bygninger er solgt, retssale omlagt og hvad skal man så med ganske vist smukke, men dyre udsmykninger at istandsætte - og hvad nu med en elevator, den ville være praktisk, har den ikke førsteprioritet? Problemet er lige stort, om vi taler offentlige som private ejere, for de private er ofte meget interesserede bevarere, men uden mulighed for at finde viden om hvilken værdi, de står med.

Valdemar Andersen tilhørte en ung generation lige efter 1900, som eksperimenterede med mange hundrede år gamle freskoteknikker, hvor de malede vådt i vådt direkte på væggene efter en første optegning i kul. Tiden ca. 1910-30 blev en af de store i monumentalkunstens historie. I Norge og Sverige er det slet ikke muligt at skrive kunsthistorie uden at inddrage den, for det var i monumentalmaleriet, at nybruddene skete, og hvad der skete i Mexico, der førte til Rusland og derfra USA, er uden sin lige. Det er alt sammen den store kunsthistorie.

Jeg nåede lige akkurat at møde en af Valdemars svende, Aage Pedersen, fra en enkelt af dekorationsopgaverne, som kunne fortælle om teknikker, vi ellers ikke ville have kendt. Han gav os prøver på sin kunnen, hvor han på stedet skabte forvitrede egetræslåger ud af den mest kedsommelige finér. Min Mor lagde til med den viden, hun havde med fra sin Far, hvordan hun i sin barndom havde oplevet eksperimenter med bindemidler, som når køkkenet stank af tang, der blev kogt flydende. Der er viden på alle niveauer, der har været med til at skabe de nye udtryk, til tider direkte giftige, som den marmoreringsteknik, Valdemar brugte på dørkarmene - en aldeles fræk mønsterleg, som intet gør for at ligne marmor.

Dørkarm i landsretsbygningen i Gabelsgade, Aalborg. Den sidste af retssalene udsmykket af Valdemar Andersen, der i dag har dens oprindelige brug.


Vi savner en central vidensbank om monumentalkunsten herhjemme, og Peder Bøllingtoft fra Konservatorskolen har taget et flot initiativ til en sådan registrering. Viden avler respekt allerede i første led, for som en privat ejer meget sigende har spurgt: "Hvordan kan vi vide, at det ikke bare er din passion, som taler lige nu? Har Valdemar Andersen nu også betydning i den større sammenhæng?" Og de har fuldstændig ret. Når intet står skrevet nogen steder, og ingen reagerer, når de spørger, hvorfor skulle de så vise væggene respekt?

Monumentalkunst skal kunne fredes i et omfang, som ikke kan lade sig gøre i dag. Bevaringer indendørs skal nyde samme forståelse som fredning af selve bygningen - også når bygningen ikke har fredningsformat.

Valdemar er for sin del blevet bevaret gennem ildsjæle. Uden årvågenheden og indsigten hos Peter L. Stephensen og Nikolaj Pors, der har vidst at være til stede og sågar forceret affaldscontainere for at redde, hvad reddes kunne - uden dem var halvdelen af hans livsværk gået tabt. Den halvdel, der rummer de store kartoner, skitser i fuld størrelse, de unikke fund, som de siden har kanaliseret videre til museumssamlingerne. Deres indsats for monumentalkunsten kan ikke takkes nok.

Og uden om dem står en endnu større skare af uundværlige, passionerede samlere, der hver især har specialiseret sig i dele af Valdemars livsværk. Hvad der derfor umiddelbart kan ligne en kunstner, der ikke er virkelig husket og ikke er nærmere beskrevet i kunsthistorien, er en kunstner, som nyder omfattende opmærksomhed udenfor. Bogen om Valdemar Andersen er ikke skrevet i ensomhed, men i et tæt netværk, hvor jeg har kunnet diskutere og spørge hele vejen og har mærket, hvor levende hans kunst er. Hvor har det været stort.

Interessen findes, dedikationen er til stede. Vi mangler blot den centrale handling.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...