Søerne som aldrig før eller siden

Dette er et meget særligt kunstværk på en meget særlig væg. Begge medvidere til et stykke intenst livskapitel midt i svær sygdom. Værket er af bladtegneren Eiler Krag, og det blev medbragt til hospice af hans datter, Brita Pio, for at være hende nær de sidste måneder af hendes liv. Brita var så nærværende som altid, og nedenunder billedet læste vi højt, græd også, men lo endnu mere, lagde planer for verden og diskuterede først og sidst kunst med centrum i bladtegningens uundværlighed:

Så lad os i Britas ånd fortsætte diskussionen nedenunder. Det synes overflødigt at tilføje, at motivet er Søerne. I ypperste potens og så sandt, som de aldrig før har været fortolket.

Skal vi kalde det en tegning? Det er tegnet med pensel, lagt op i våd farve med få og fuldendt fede strøg. Vi er på kanten til malerkunsten, og et af de tilfælde, hvor vi ikke kan definere os frem til at afgøre, hvorvidt vi taler om maleri eller tegning. Sådan skaber den store kunstner, og Eiler Krag er en af de tegnere, der bryder igennem enhver tvivl om, hvor bladtegningen har hjemme.

Eiler Krag har ikke så få lighedspunkter med Valdemar Andersen fra generationen før. Begge arbejdede de i det store format med monumentaludsmykninger, endog i de samme huse såsom Christiansborg, og begge havde de tempo i stregen. Deres streg syntes at flyde fra tegning til tegning uden overgang, der gjorde den nære deadline i de mange opgaver mulig.

Men Eiler Krag havde noget med sig, som hos ærketegneren Valdemar måtte forblive sekundært. For Eiler Krag kunne lægge farven ud i papiret. Det sorte blæk var hos ham ikke bare sort, men SORT. Han var fundamentalt en maler, som arbejdede som tegner.

Han har set i farve. Han adskiller ikke farve fra flade, men kombinerer de to i linjen - i værket ovenfor lader han den mørke bred gå ind på skrå og overskære enhver ansats til yndighed. Selv den er der tempo i, et aktivt udsagn om et hjørne, der åbner til en horisont af by.

Rudolf Broby-Johansen fortæller

Som maler har han forladt malerkunsten netop som dens udøvere gik over til noget helt andet og siden slet ikke malede. Eiler Krag derimod havde brug for linjen til at fortælle og har været klassisk som bladtegner ved at være begyndt i en helt anden boldgade. Kun for allerede undervejs på Akademiet at have haft sine første opgaver udenfor, draget ud af kritiske spørgsmål fra samtiden og mennesker, som vakte hans engagement, såsom Broby-Johansen, der introducerede kunstnerspiren til hjørner af byen, som han formåede at omsætte til papir.

Stadig nye mennesker og opgaver gav han gensvar i kunsten, og betød, at han forblev ny til det sidste. Og når vi ser tilbage, er det på et fuldendt livsværk som bladtegner af den absolutte kaliber uden hvem vi ikke ville kunne genkende dagens bladtegning.


En stor tak til Eiler Krags familie for tilladelse til at vise hans kunst.