Alternativ baglænsgang

Til tider medfører erindringsveje nye former for baglænsgang, måden hvorpå genkendelser opstår i bevægelsen forbi og først slår ind, når jeg er nået forbi og må tilbage - at her er en - mulig - inspirationskilde for Valdemar. 

Således Freja, hjælper for min Far, som glædestrålende så op fra Marianne Harboes antologi Tæt på døden - tæt på livet, som her i huset er ved at blive så slidt, at den begynder at være hvid i ryggen. Og det er det smukke ved bogen, at den er langt mere end litteratur i klassisk forstand. Den beviser, at ord vitterligt gør forskel og inspirerer til handling. "Lidt døende er vi vel altid" var Mariannes egne ord i antologien, som Freja straks tog til sig.

Men Freja og bog i forening var dertil en ren visuel inspiration, for de lignede grangiveligt en Albert Moore:

Albert Moore var af generationen før Valdemar og indbegrebet af alt det snavs, som det 20. århundrede ville gøre op med - det lumre, overlæssede, det fordækt angstfyldte - eller det var i al fald sådan de blev set.

For det var samtidig generationen, som kortlagde mønstre gennem tiderne, satte dem ind i mulige udviklingshistorier og samlede dem i mønsterbøger, som blev benyttet til at skabe lærreder uden punkter af ro. Alt er mønster, alt er vibrerende flade - så selv de indmalede kvinder indgår som mønstre i to dimensioner.

Og det frie mønster tegnet op med fri hånd synes at finde sin forlængelse i visse af Valdemars monumentaludsmykninger. Konstante møder mellem rette og buede linjer, der føjer sig ind, så de synes at ligge i lag på lag, hvor øjet aldrig finder et begyndelses- eller slutpunkt.

Jeg har forsøgt at tage et stykke ud kun med mønsterlinjer til at forstørre og se taktikker fra den ene til den næste kunstner, men uigenkaldeligt er kvinderne en del af fladen. De er ikke længere skumfødte Afroditer som undskyldning for deres nærvær, hvilket vel allerede kan kaldes nytænkning for den ældre af de to kunstnere. Den ene generation ligner den foregående mere, end de yngre vil være ved. Overlapninger snarere end klare brud.

Andre ville måske fremhæve, at motivet er knapt så forsvindende. At der om ikke andet hos Moore er et niveau af det 19. århundredes lummerhed. De har sikkert ret, jeg må indrømme, at jeg har svært ved at finde interesse i at se på kvinder. Det har før været nødvendigt at ty til et miniekspertpanel, der straks slog fast, at der for Valdemars vedkommende højst er en vis nysselighed over hans kvinder. Så jeg tillader mig at konkludere, at sammenhængen findes mellem de to generationers kunstnere: De er ren form.