I maskinrummet hos Ib Andersen

Hver generation gør sig overvejelser, hvad vil det sige at bevæge sig i den samtid, der til enhver tid er nu. Erfaringer, tvivl og udforskninger, som tegneren omsætter til papir, og Simon Bang sætter ord på, hvordan Ib Andersens tegninger er en form for maskinolie i dragningen til deres tids farlighed og kompleksitet.

Tegningerne i sort/hvid er Simons, der blev til som en leg over, hvordan en Ib-udstilling kunne tage sig ud. Legen var samtidig en måde at sætte Simons ord i tre dimensioner, forenet med den 4. dimension, bevægelsen, som beskueren giver tegnekunsten:  

Teknisk og eksistentiel landvinding i det 20. århundrede ved Ib Andersen

af Simon Bang

Ib Andersen blev født i 1907, da de første flyvende maskiner overvandt tyngdekraften, og han døde i 1969, fire måneder før Armstrong satte sin fod på månen. Han træder direkte ind i en voldsom periode af menneskehedens historie, hvor industri, udvikling og krige raser uden sidestykke i nyere tid. Det kan ikke undre, at også han blev grebet af tiden og fremskridtet, selvom det selvfølgelig ikke var enkelt at navigere i sin egen tid og samtidig være bevidst om den. 

Maskinkraft, tegning og beskuer i forening, ved Simon Bang

Men han var tidligt meget sikker på hvordan, man skulle begå sig og skabe sig et navn. Den nye tid kaldte på dem, som kunne drage fordel af massekommunikationen. Og trods en vis personlig skyhed, og ingen udtalt folkelig attitude, var han barn af industrikulturen og opvokset i et meget selvbevidst miljø blandt samtidens ypperste kunstnere. Han drog fordel af begge, og han har lyttet og lært af den kreds, som kom og gik, og som var nært knyttet til kunstnerhjemmet. Det var her udsynet og dannelsesrejsen begyndte. Da faderen dør, er han 20 år gammel, og han må opfinde en erstatning for fadertabet.

Fædre var overhovedet en mangelvare efter 1. Verdenskrig. De var faldet i millionvis på slagmarkerne, og med industriens stormskridt i det nye århundrede blev manderollen samtidig omdefineret. Nu var mændene blevet arbejdere og funktionærer, der som lønmodtagere bidrog til den nye sociale standard. Men der var stadig vovehalse, som tog turen over Atlanten i deres flyvemaskiner, og andre så muligheden for at genopfinde helten, ikonet og attituden fra en helt ny og ukendt kant. Trykketeknikken og bladene kunne rapportere om begivenheder i foto og streg, og dem, der forstod at benytte sig af bladenes sult efter gode historier, fik en fremtid, især efter 1920erne.

Nærblik på detaljen og udblik til flyet, ved Simon Bang

Nu blev det kunstnerne: Forfatternes, journalisternes og tegnernes tur, og de blev avispapirets nye mestre, kendt for deres signatur eller streg. Alle drog fordel af udviklingen ved at skaffe stof til den umættelige masse af læsere, der ville vide mere om verden og forestillingen om den.

Hemingway i centrum for lyttende, unge mænd  - foto i Simon Bangs eje

I den overgangstid, stod Ib Andersen parat og steg helt naturligt på det tog, som med fuld kraft kørte mod fremtiden. Især Ernest Hemingways kometagtige karriere og forfatterskab fangede hans bevågenhed. Hemingway inspirerede utallige unge mænd verden over. Han blev levendegørelsen i genopdagelsen af manden – han, som kunne generobre verden, og han fyldte i landskabet, når reporterne viste billeder af ham i eksotiske omgivelser. Set med datidens øjne var det et moderne eventyr med den moderne rollemodel under udvikling. En mand, som stillede sig helt udenfor konventionerne, og som var forfatter, men alligevel fik det til at ligne den forgangne tids helte. Hemingway var så selvskabt, at hans formel stadig virker æggende i vor tid. Hans gerninger har for længst overgået forfatterskabet, selvom værket stadig og i allerhøjeste grad er læsbart.

Arkitektlamper som kraner til en udforskning af kunstnerens arbejdsbord, ved Simon Bang

Ib Andersen har genkendt noget større, som han også var del af, og som automatisk fordrede en vis række handlinger. Han må ud i lige dele udlængsel og indsamling af indtryk og ønsket om mødet med en verden, som han senere skulle gengive i tegning med så stor en sikkerhed, at hans publikum stod beriget tilbage. Den unge Ib har været stensikker på sin gerning. Han rejste ikke som turist, men med en alvor, som handlede om hans fremtid som tegner. Han var på udkig efter stof, så han blev fortrolig med eksotiske byer og landskaber, som få andre før ham. I 1930erne tager han i to omgange til Brasilien. Familiebesøget dér synes mere som et påskud, det er selve rejsen, og motiverne og transportformen undervejs, som optager ham. 

Resten af sit liv kan han tegne gengivelsen af den rigtige damper, som han krydsede Atlanten med. Han kan tegne den i søvne, han kan huske, hvordan sådan en ser ud; hvor bolte og luftventiler sidder placeret, og hvor skanseklædningen eller broen går til. Han gjorde den til sin ved iagttagelse og kærlighed til genstanden. Der er så meget stof i skibe og sømandsliv, at en hel bog planlægges under rejserne om emnet. Et projekt, som desværre aldrig realiseres.

Fra skibet, ved Ib Andersen

Ib Andersen trak sig, som Hemingway gjorde det, ud af sin samtid. De flyttede begge ud af storbyen. Hemingway slog sig ned på Cuba, og Andersen flyttede til Fredensborg. De vidste allerede, at de var store nok til, at Moses må komme til bjerget, hvis der skal ske noget. De behøver ikke være der, hvor storbyens puls slår, eller de rigtige forbindelser findes. De søger arbejdsro og fred. Verden udgår fra deres verden. 


- En stor tak til Ib Andersens familie og Simon Bang for tilladelse til at bringe tegningerne.