En modelbogs fortælling

Simon Bang har før fortalt om sin vej til at blive tegner og om fædrene, som gik forud, her på bloggen. Denne gang gælder det en ganske særlig bog. Nøglen til fortællingen:

Af Simon Bang:

Min farfars Modelbog

- om spor af far og søn

Min farfar billedhuggeren og keramikeren Arne Bang (1901-1983) førte en modelbog over det stentøj, han skabte, og som blev produceret på hans værksted. Bogen indeholder samtlige modeller helt tilbage i slut 1920'erne og op gennem 1930'erne. Jeg arvede modelbogen af min far, keramiker og billedhugger Jacob Bang (1932-2011) og fik den indbundet engang i 1990'erne. Da var den uden omslag og i en uhyggelig laset tilstand, som ikke gav den nogen særligt værdifuld berettigelse.

Jeg vidste dog, at den var noget særligt, selvom den på samtlige sider var fuld af lerklatter, værkstedsstøv og tilsprøjtet af ”slikker”; en tynd lerholdig masse som benyttes til at ”lime” hanke og dekorationer på stentøj, inden brændingen. Ved indbindingen bad jeg udtrykkeligt om, at alt støv, snavs og ler skulle bevares. I dag får man stadig beskidte fingre, når man bladrer i bogen, og lugten fra bogen er stadig den samme lugt, der var i min barndom, på min farfars og min fars værksted i Fensmark på Sydsjælland, ved Holmegaard Glasværk.

Et opslag fra min farfar Arne Bangs modelbog.
To udgaver af de riflede skåle, som formentlig er dem, som bedst kendetegner hans værk.
De kom også i mindre udgaver med bronzelåg.
Modelnummeret er henholdsvis 113 og 114.

Modelbogen måler 18 x 22 cm har været godt og grundigt brugt, og den har været i mine farfars hænderne meget tidligt. Da produktionen voksede, og der kom flere folk til i produktionen, har den også været gennem deres hænder. Den har ligget på en hylde tæt ved drejebænken, så drejeren har kunnet eftertjekke bogens angivelser, og derved blev den også modtagelig for det våde ler, der har oversprøjtet bogen på hver eneste side.

Ud for hver model; det være sig en bonbonniere, et askebæger, en skål, en vase eller en lampe, er der en lille simpel tegning af den pågældende model. Tegningen er først skitseret med blyant og efterfølgende trukket op med blæk. Tegningen fremstiller genstanden set fra siden, nogle gange suppleret med en anden tegning set oppe fra, hvis modellen har haft en særlig udformning, som ikke har været helt nem at aflæse.

Ud for hver model er der anført højde- og breddemål, et navn på genstanden, fx. vase, askebæger, skål eller whiskeydunk, samt et modelnummer. Modelnummeret er nøglen til det hele. Det er gennem det, vi kan følge med i produktionen, og senere har det været til stor hjælp for samlere og forskning. Modelnummeret blev påmalet individuelt på hver eneste stykke stentøj, der kom ud fra værkstedet, sammen med hans velkendte AB-signatur, hvor den vandrette streg i A’et danner et ”V” gennem A’et og går over i drevent, åbent B.

Både AB-signaturen og modelnummeret blev som sagt malet med penslen i bunden af stentøjet. Nogle gange udført af min farfar selv, og andre gange af en af de ansatte, som havde med glasurarbejdet at gøre, inden den sidste brænding.

Dette opslag viser to andre velkendte modeller af min farfars stentøj.
På venstresiden små præcise skitser på nye ideer, og løsninger til,
hvordan blandt andet ”skulderpartier” og låg kan udformes.

Der er også nævnt en del dyrefigurer i Modelbogen, men de er ikke indtegnet, selvom de har været en populær del af produktionen. Der er blandt andet registreret en pekingeser, en havtaske, en orangutang, en hjort, en mus eller en bjørnegruppe, hver med deres nummer. Dyrefigurer skal udformes og vælges sådan, at de egner sig til materialet. Giraffer eller marabustorke er sjældent særlige gode til ler, da de i våd tilstand skal kunne holde deres egen vægt og form, og det er sjældent at dyr med lange lemmer, lang hals eller tynde ben kan klare det. Hjorte går dog an, hvis de bliver designet, så de ligger ned, eller på anden måde har kontakt med noget som kan understøtte deres form.

På en side, i sidste halvdel af Modelbogen står: ”Nye modeller 1948” – det har min farfar skrevet, som den eneste datering, selvom Modelbogen er langt ældre. I 1948 er min far 16 år gammel, men først for nyligt har jeg opdaget ved minutiøs gennemlæsning af bogens indhold, at der er spor og beviser på, at min far har hjulpet sin far i værkstedet, og at Modelbogen afslører den helt specielle relation og overgang mellem far og søn.

Opslaget, der som det eneste indeholder et årstal,
og som også viser at det er min far, Jacob Bang,
der er begyndt at hjælpe sin far med at tegne modellerne i modelbogen.
Her er han ca. 16 år gammel.

Nogle steder i bogen optræder der vilde ”krims-krams-tegninger” som en 2-3 årig ville have tegnet dem. Endnu ingen naturlig figur- eller formtegning er til at genkende i disse; kun abstrakte streger, der farer over papiret i bogen, uden mål, mening og retning, kun med det ene formål at holde blyanten på papiret og få den til at afsætte spor. Det er min far, der som barn har været på spil, og det er blevet tilgivet og bibeholdt, da det ingen skade har gjort for de nøgterne informationer på de modsatstående sider.

Omkring ”1948-siden” ses yderligere spor af min fars begyndende rolle på værkstedet og bidrag til Modelbogen. Min farfar skriver stadig med myndig håndskrift modellernes numre på hver side, som regel kun to pr. side. Jeg kan sagtens genkende min farfars håndskrift, for da jeg selv kom til, stod jeg også i værkstedet og fulgte med, når der blev skrevet ordre- eller pakkesedler eller regningsbilag. Og jeg kan også genkende i Modelbogen min fars håndskrift, der er i sin vorden, og i rivende udvikling i øvrigt.

Jeg kan høre min farfar sige til sin søn, hvad målene på en nye model er. Min farfar har fremstillet en prototype, som også er blevet godkendt af ham selv, og som nu skal ind i produktionen og dermed have sit nummer i Modelbogen. Den nye skål, lysestage eller vase har nu fået sit nummer, og min farfar har taget dens højde- og breddemål, og min far har tidligt, måske allerede som 8-årig fået lov at skrive ”Højde” og ”Bredde” og derefter målangivelserne ud for nummeret. Man kan se, at det går langsomt og lidt søgende, men korrekt og målrettet fremad. Han er også blevet bedt om at tegne konturen af den nye model, og det gør han med ganske sikker hånd. De første tegninger bliver noget små, men de er der, og de ligner en ung drengs tegninger under overvågning, og forbindelsen mellem far og søn er yderligere etableret.

Her har min far for alvor overtaget modelbogen
og nedfælder sit eget nummersystem og tegninger.

Efter nogen tid skifter udtrykket igen og nu er det min fars håndskrift, der dominerer. Han er blevet moden og har fået gang i sin egen sideløbende produktion under sin fars vinger og værksted. I en årrække blev forholdet mellem far og søn afspejlet i bunden krukkerne, vaserne og figurerne som udgik fra værkstedet i Fensmark. Det er min farfars berømte AB-signatur der dominerer, men ganske langsomt får min far lov at sætte sit eget navn i bunden. I overgangstiden ligner min fars krukker og vaser og skåle min farfars. Ofte er glasuren også den samme, og man må vende bunden i vejret for at se signaturen, om den skulle være signeret af Jacob Bang eller om det er en Arne Bang-ting. Selv i familien er der ofte tvivl, når en ukendt Jacob- eller Arne-krukke træffes på ens vej.

Den endelige overdragelse af værkstedet sker formentlig den 29. maj 1953. Det er i hvert fald den dato, som min farfar indskriver i en anden lille bog om glasuropskrifter, som han forærer sin søn. Her overdrager han sønnen sine sidste produktionsmæssige hemmeligheder, som glasuren altid er, og som ofte skabte bøvl, hvis blandingen er upræcis, eller brændingen forfejlet.

Min far er nu også blevet ejeren af Modelbogen og det er fremover hans egne modelnumre, tegninger, højde- og breddemål, der fylder sidste tredjedel af bogen. Med min fars overtagelse og ejerskab ses den mere lemfældige tilgang til modelnumre. Han forsøger at frigøre sig fra faderens konstante åg ved at skabe sit eget modelnummersystem, men det bliver mere og mere rodet, uoverskueligt og spontant, og al orden opgives til sidst, mere eller mindre bevidst. Trods min fars ”eget nye system”, som fulgte ham gennem hele hans eget liv, så bliver jeg glad over at se, at bogen endelig er blevet til hans, og at han fik kæmpet sig fri af sin fars skygge, og selvom Modelbogen mest er et vidnesbyrd mellem far og søn, så er den også nøglen til hver deres selvstændige produktion.

Tre hastige vignetter på min fars egne stentøjsmodeller.
Både håndskrift og tegninger flyder elegant og personligt.
Overtagelsen af modelbogen er gennemført.

Det er sjældent at kunne fæstne overgange. De er ofte flydende, og måske med en dato i hver ende, men i Modelbogen ses både begyndelse, overgang og overdragelse mellem to kunstnere, hvor den ene dog fik frigjort sig fra den andens værk, men hvor de aldrig fik gjort op med hverken de personlige eller arbejdsmæssige relationer mellem far og søn, som enten kom til at martre dem eller frisætte dem, afhængig af hvilken udlægning man spørger til. Men det er en helt anden historie.