Med fare for at miste livet - eller sjælen

Michel Kichka, Assad et son hobby, august 2012.

Det har undret mig, at bladtegningen til dato ikke har været anklaget for at skabe assisteret erindring, svarende til de aldrig oplevede barndomserindringer, der efter at være blevet plantet i hjernevindingerne, syntes så virkelige, at de igen kræver afkodning for at forsvinde.

Tænk, hvis man lavede forskningsforsøg over, hvad der sker, når vi først har set den rygende - riffel - i Assads hænder, så er forbindelsen skabt i hjernen over hans skyld og handlinger. Også for den ene journalist på væggen, Gilles Jacquier, hvis død skyldtes oprørerne. Vi ved, at han ville være i live, hvis det ikke var for despoten.

Når først tegningen er tegnet, er det som for den modige Ridder Robin i Monty Python and the Holy Grail håbløst komme med modargumenter: - I didn't, I didn't! Klart, at Assad ser indædt gullig ud.

Det er journalister, der pryder Assads trofævæg, og dagen i dag handler ikke så meget om, hvad tegnerne og deres skrivende kolleger gør, som hvad omverdenen gør mod dem. I dag markerer UNESCO for 20. gang World Press Freedom Day, hvor tallet på dræbte, torterede og eksilerede skrivere og tegnere gøres op, mens deres arbejdspræmisser overvejes. Hvad er deres mulighed for at komme til orde under dagens økonomiske/kulturelle/politiske betingelser?

Per Marquard Otzen: "Pressens Dag", Dagens Tegning, Politiken, 3. maj 2013.

Der findes en efterhånden århundredgammel tommelfingerregel om krigsreporterens adfærd mellem faren for liv og at opspore information. På det første og laveste niveau blev han - dengang han - siddende i baren og var ganske vist i sikkerhed, men lod sig nøje med den tilfældige viden, han opsnusede fra sine drikkebrødre, til den fjerde, der var idiotens kategori, fordi redaktionen måtte betale for hjemsendelsen, når han havde vovet sig helt ind mellem kamphandlingerne og mistet livet.

I mellemtiden har vi anerkendt, at livsfare ikke kun er et spørgsmål om vovehalse, men reelle arbejdsforhold, og Per Marquard Otzen har billedgjort journalisten som en mellemting mellem ubevæbnet fredsengel og en meget bogstavelig 20. århundredes kanonkonge, som vover sig ud, hvor ingen kender muligheden for at lande. Strålekasternes lys, som journalisten selv medvirker til at sætte i værk, gør flyveturen særligt farlig.

Men lykkes det at komme fri og få fortalt! Det er hver gang forsøget værd.

Michel Kichka: Pressefriheden, 2013.
- Øverst er det journalisterne, som mistede livet, da de forsvarede pressens frihed og dernede...
dem, som mistede deres sjæl ved ikke at forsvare den!

Er blå i grunden pressens farve, når den ser indad? Rygter har forsøgt at etablere blå som den betalte presses farve, mens den gule er boulevardpressens, men?

Det er min yndlingsfarve, der lyder ingen klager herfra.


En uendelig stor tak til Michel Kichka og Per Marquard Otzen for det tegnermod, de og deres kolleger udviser hver eneste dag!