Generobring til bladtegningen
Dette er tiden på året, hvor en kamp, dens drama og stadig fjernere sejr kan udtrykkes i en dialog på ét ord:
- møl!
Modparten nikker indforstået, tynget.
Bæsterne savner respekt for ikonværdi, og sammen med tidens tand, støv og alder er Freuds divan efter sigende nu ved at bukke under.
Hvis vi læser bønfaldelsen fra Freud-museet i ord, opdager vi hurtigt, at alle artikler er identiske. Samme vinkler og forklaringer, uanset sprog. Den første artikel blev sakset verden over i troen på, at det er der alligevel ingen, som opdager? Måske slet ingen alligevel læser? Gab?
Bladtegneren derimod udkastede en selvstændig analyse og så straks liv i undergangen. Livet myldrer frem i knapt eller slet ikke kategoriserede dyr med kløer, følehorn eller svømmende amøbetilstand og kræver deres status tilbage.
Johannes Hohlenberg skrev engang om Freud, at han aldrig nåede til at bedrive videnskab, men at han også havde tænkt grundlæggende forkert. At Freud søgte et nulpunkt, hvor alt, hvad der er svagt og sygt i mennesket skæres fra for at nå til en balance.
Men balancen er konstrueret, ifølge Hohlenberg, og medvirker kun til at gøre menneskelivet fattigere. Hvor meget vi end alle ville ønske, at sorg og sygdom og alt det andet aldrig kunne ske, så er det også med til at forme os. At fjerne det - hvis det så ellers kunne lade sig gøre - hvad er der så tilbage af den erfaring, der skulle gøre os mere facetterede?
Hohlenberg fremhævede i stedet Hamlet som sindbillede på mennesket, og det kunne ikke være mere træffende, det var dog ham, som også Per Marquard Otzen lod tage Yorick i sine hænder endnu en gang for at spekulere over, hvad livet er, og hvorfor det må tegnes:
Per Marquard Otzen: Udsnit af En rådden kultur "Dagens Tegning", Politiken, 11. februar 2013. |
Per Marquard Otzen viser os det tørlagte hav af tæpper og polstring, som naturen er ved at kræve tilbage. Det er bladtegnerens tidsalder.