Vejen til egen tegnerstemme
Simon Bang fik i en tidligere post antydet en lang familietradition for kunsten, der har været en spændetrøje, men også blev det naturlige udgangspunkt for livet. Kunsten blev hans sprog og som han afrundede: Jo mere modstand, des bedre lever det. Så lad os spørge nærmere ind:
 |
| Simon Bang, 16 år. Min udsigt, Fensmark, 1977. |
Simon, lad os
indrømme, at du elsker kampen, og du har taget den på dig. Du er helt konkret
gået ind i et felt, storyboardet, der benytter sig af tegnekoder, der forbinder
sig til handlinger på den anden side af tegningen, for hver gang at sætte
modstanden lidt højere oppe?
Jeg tænker
slet ikke sådan på det, men jeg ser hvad du mener – tror jeg nok. Måske skyldes
det udelukkende det faktum, at min familie var fattige på det materielle, men
åndslivet var i højsædet, selvom der er en naturlig grænse for hvor meget man
kan brødføde 4 børn med, når kosten kun består af tankegods. Min far var
billedhugger og arvede sin far, billedhuggeren Arne Bangs værksted. Vi boede
over for hinanden i barndommen, og jeg fulgte deres udvikling; Mens min far forsøgte at frigøre sig,
gennemgik min farfar en afvikling.
Ingen af dem var særlig gode til at forsøge
deres familier, og min far arvede hans fars gæld, og det betød en traumatisk,
uforløst og urokkelig tilstand mellem de to mænd livet igennem. De havde begge
en lidt doven, tilbagelænet attitude, og jeg husker at min farfar mest af alt
lå og læste de engelske Hornblower-romaner, selvom han burde tjene nogle penge.
Min far var kronprinsen i familien, og hans tre søstre måtte finde sig i at han
var udset til at skulle overtage rollen som patriark. De tre piger fik ikke
deres drømme opfyldt da de var unge, og det præger stadig familien.
 |
| Arne Bang: Sophus Claussen |
Min far
havde havde fået serveretten i forhold til sine tre søstre. Den uorden og
uforløsthed ender i selvopløsning, som jeg ser det, fordi frisættelsen med
alderen ikke medfører et afklaret opgør, børn, søskende og forældre imellem. De
roller som uddeltes i barndommen, udspilles nu i alderdommen, som et stykke
lokal teater, hvor der skal holdes på formerne og samtidig positioneres. Jeg selv var længe om at
tage det oprør med min egen far, men der er nogen, der aldrig når det, og det er
både sørgeligt og skandaløst at se på. Ofte ender det i en degenerering.
Om det
så lige kan overføres på mit nuværende arbejde som storyboarder, ved jeg ikke;
jeg tror kampen stammer fra familiegenerne og ikke mindst fra min mors familie. Hun er ud af en
sømandsslægt og der kan man tale om nogle helt andre konditioner. Min morfar
var kaptajn på de syv have og hans kaplak betalte både vores barndomshjem og
min fars brændeovn til værkstedet. Begge dele er stadig fuldt ud
funktionsdygtige. Den gamle kaptajn Goth har vi stadig meget at takke for.
 |
| Jakob Bang: Portræt af Professor Von Eyben |
Du får ikke
helt lov at slippe for at uddybe den 2-3 dimensionale tanke, du tidligere var inde på, omsætningen af
tanken til papir. Nu har I som familie valgt meget forskellige materialer at
udtrykke jer gennem, du har meget bevidst valgt tegningen, som traditionelt
ligger skriften nær, processen, forløbet på papiret mellem formsprog og brud
med samme?
Tror
virkelig at jeg tænker og tegner mest som en billedhugger, men jeg har aldrig
et eneste øjeblik ønsket at være eller blive billedhugger. Den rummelighed i
tegning og skitse fik jeg tidligt at vide at jeg besad, og måske er det den
kobling, som vi skal forstå dette fænomen i, altså det 2-3 dimensionale? Jeg
synes jo også det psykologiske sammenstød i udviklingen af det visuelle er
meget uundgåeligt og pokkers spændende.....
 |
| Simon Bang. Skitseblad, Urbino, 3.8.1997. Les Miserables-Set. |
Vi kommer ikke
uden om Ib Andersen. Du valgte netop den tegner, som af alle tegnere i det 20.
århundrede arbejdede mest struktureret, hans tilgang var videnskabsmandens. Du
afsøgte hans teknikker helt ind til benet, søgte at se gennem hans øjne for at
finde hans hemmelighed, som blev dit afsæt?
Først og
fremmest var det en længsel mod en orden og en struktur jeg afsøgte. Den
klarhed som Ib Andersens tegninger besad, blev besættende for mig. Så meget at
da den første forelskelse havde lagt sig, så havde Hr. Andersens tegnekunst
indirekte ødelagt mig – eller rettere – jeg havde overset det faktum at et for
dominerende forbillede forhindrede et klarsyn og et opgør. Jeg var en lille
voksen der havde brug for livsvigtig viden meget hurtigt, så jeg kunne klare mig
og være medforsøger i familien. Det tog cirka 30 år før jeg igen kunne slippe
det. Der var noget af en proces. Så jeg må se nødvendigheden og ødelæggelsen i
øjenhøjde, den er del af den samme udvikling. Forbilledet forpurrede, men
pagten satte mig fri til en høj pris.
 | |
|
Og så frigjorde
du dig fra ham, da du tog et nyt sprog på dig: Dokumentaristens, hvor du synes
friere end nogensinde og prøver mange stemmer af – du tegner animation, du går
selv ind som fortæller med et materiale, der er verdenshistoriens. Du synes i
eksperimenterne at hvile i dig selv mere end nogensinde – du har fundet
friheden i din egen stemme?
 | |
|
Ja, jeg
arbejder med mine dokumentarfilm, som en naturlig forlængelse af det at
dokumentere og samtidig ser jeg det som et ”mixed media” hvor jeg kan trække en
masse stemmer frem, viden og lag, som giver mig afsindig meget mening som
udtryk, og som et af de stærkeste forførelsesmidler der findes. Synes filmens
sprog er meget forløsende, spændende og på mange måder en mere naturlig
forlængelse af den klassiske metier, det at kunne tegne, som jeg begyndte med. Jeg opfatter filmsproget som en
ny mulighed for et sprog, meget mere komplekst, men fyldt med regler der hele
tiden både lukker og åbner for både form og sprog.
 | |
|
