Frigjort, fed og grænsesøgende leg

Det sidste halve år af min Mors liv var jeg indlagt sammen med hende. En stærk og svær tid, men med et dagligt åndehul i at ringe til Simon. Simon Bang er en af denne tilværelses uundværlige mennesker. Dertil er han tegner, storyboarder og dokumentarist - blandt meget andet - så hver dag blev verden så meget større i hans nærhed.

I et hospitalsmiljø, hvor al ansats til menneskelighed tørrer ud, vendte vi for et øjeblik kunstens store spørgsmål. Netop på denne tid, foråret 2007, var vi begge bidragsydere til bogen om Ib Andersen i forbindelse med hans 100-års dag, og vi diskuterede fra alle vinkler: Hvem var han egentlig? 

Ib Andersen var en tegner, der syntes nærmest genetisk bestemt til sin livsbane. Som søn af Valdemar Andersen tegnede han fra han kunne holde på en blyant. Men han gjorde det givne til en kamp, og frem for at tage imod, kæmpede han konstant. Han syntes heller ikke at finde sin tegnestemme, før han pludselig gjorde sit store brud i livet og i 1937 flyttede uden for byen til Fredensborg. Først da finder han hjem.

Hvad finder han? Klas Östergren har i sin roman Fattiga Riddare och Stora Svenskar, der er en skøn leg med bl.a. Forbrydelse og Straf - selvmordsscenen skal læses - en passage om, hvordan byen når som helst kan høre op og et fragment af paradiset atter vise sig, det altid fortabte Eden, hvor menneskene udleveret til sig selv "som vore denna rest af lustgården till sitt innersta väsen tragisk, en påminnelse om att människan för evigt är dömd att leva i exil..."

Kun store kunstnere afføder så intens en diskussion, så lad os give ordet til Simon:

Ib Andersens gave til sin mor

Af Simon Bang

Valdemar Andersens søn Ib Andersen er ca 30 år da han flytter fra Frederiksberg til Fredensborg. Han tegner denne tegning i foråret 1937 og forærer den til sin mor sidst på året. Tegningen 18 X 22 cm er akvarel på papir og tuschpen. Den indeholder de velkendte motiver, som vi kommer til at kende sønnens værk på. Vintertræer i sne, en lille flok fugle i træet, der sidder og fryser som små sorte klumper mod den blålige himmel, der er mørknet tæt på horisonten, så kontrasten mellem snelandskab og himmel dramatisk er trukket op.

Et spinkelt raftehegn marcherer mellem haven og marken og det blå skur på den anden side af skellet, fortæller os at vi er tæt på et læ, hvis vejret slår om. Stregen er stadig charmerende søgende, og pennen danser let over papiret og er endnu blød og løs, ligesom de skraveringer han lader vokse op ad træet. Der er stadig eventyr i stregen og mindre kontrol. Det er endnu en leg, at lade pennen finde naive veje.


Samme streg finder også plads i mange tidlige bladtegninger, hvor farve for farve blev tegnet op hver for sig. Det er en uskyld og et tilbagesyn i denne tegning, som står i total kontrast til perioden under og efter arkitektuddannelsen. Her var det også en leg, men meget mere frigjort, fed, vovet og grænsesøgende. Det holdt pludselig op ved flytningen til Nordsjælland, og nu kigges der bagud i tid og efter andre forbilleder. En ny fase er på spring, manden bag pennen er på vej til en forandring i udtryk og motivvalg.


I øverste højre hjørne er tegnet et lille fuglestudie, som han ikke kunne nænne at skære bort da han indrammede tegningen. Han færdiggjorde sin gave til moren ved at påføre rammen grønne krydser og  prikker som dekoration. En nænsomhed i detajlen får han føjet til tegning og ramme.




En stor tak til Ib Andersens familie for tilladelse til at bringe tegningen, der tilhører Simon Bang.