Farligheden i en enkelt farve

Den unge tegner prøver sig endnu af, drikker af forgængerne og afprøver de teknikker, han finder hos dem. Hvilket ikke er en let proces, for i forgængernes hovedværker er perspektivlove typisk noget, som knapt kan aflæses af overfladen. Den tegner, som allerede er nået frem, bryder med alle forskrifter for at fokusere på sin egen tegnestemme.

Perspektivlinjer findes i Per Marquard Otzens tegning, hvis samlingspunkt raffineret skal findes uden for billedfladen. På en tilsyneladende enkel flade kombinerer han to aktuelle emner, der hver især allerede tiltrækker sig meninger for og imod. Atombomber udløses ved fusion. Engang bør vi formulere en fuldt fysiologisk forklaring, hvordan bladtegning formår at danne kortslutning mellem hjernehalvdelene, så ny forståelse opstår i beskueren. Det er ikke så lidt af en bedrift.

Men personligt foretrækker jeg at give medicinere klø frem for at lytte til dem, så lad os i stedet indtage det egentlige: Tegningen, hvordan den tilsyneladende løse streg i det fede bly lægger fortællingen op til det chok, som farven skaber. Det er en farlig tegning. Farlig, fordi farven gør herredømmet fysisk virkeligt i vores blik, det herredømme over Tibet, der driver munkene til den ultimative, aktive handling for at skabe ændring: Selvdestruktionen.

Per Marquard Otzen, "Den gule negl", Dagens Tegning, 14.6.2012, Politiken - klik på tegningen for en endnu farligere opløsning.

Selv den ultimative handling er i magtens hænder blot den lille flamme, der slukkes med et smæld. Med tegningen fastholdes den som virkelighed.

Tak til Per Marquard Otzen for en pragttegning og for tilladelse til at bringe den.