Generobring til kunsten


Med udstillingen SERVICE på Toves Galleri generobrer Ditte Gantriis et stykke bladtegning, som for evigt har syntes fortabt. Endog den del af tegnekunsten, som giver fordomme til resten. Hudibras er et fænomen, selvom vist ikke så mange af os overhovedet har set bladet?



Den er ellers heldigvis et ret begrænset hjørne af bladtegningen, selvom nedladerne over for tegnekunsten vedholdende påstår noget andet. Den lille humor - den, hvor verdensudsynet ligger fast før som efter tegningen med dens tilhørende oneliner.




Den lille humor har brug for at lægge stregen på formel, idet sekretærer ser ud på en bestemt måde, ligesom direktører gør det - vi skal straks kunne genkende hensigten med deres nærvær, ellers virker formen ikke. 

Mit yndlingshadeeksempel er Wilhelm Marstrand. Hvad der på sin vis er uretfærdigt - hans småtegninger er skønt tegnet, men man skal ikke se for mange af dem. De bliver forstemmende i deres lille univers, hvor alle blotter sig og udfolder deres naiviteter, men nødvendigvis aldrig flytter sig. Det ville bryde illusionen.




Derfor er det en befrielse at se Ditte Gantriis klippe Cospers Hudibras-tegninger op, tage dem ud af deres sammenhæng og skabe sammenstød med uforvarende tekststykker og rene grafiske elementer, der friholder sig fra at være tegn.

Det er brud og erobring i samme handling, præcis som i den gode bladtegning, hvor tekst og tegning rammer mod hinanden og skaber chok frem for fnisen. Chok til eftertanke og til at se nærmere.




Det grafiske element ovenfor mellem hurtighed og bevidst bevægelse, den samme håndbevægelse Mondrian gjorde i nogle af sine sidste overgangsmalerier inden neoplasticismen, ligger præcis i det gyldne snit og åbner for resterne af en formel, der atter bliver til tegning.

- uforfalsket skønt visuelt nærvær.




Nærvær også, fordi de grafiske udtryk forbliver åbne. Tekstdelene befinder sig ikke længere udenfor, men er blevet en del af den grafiske flade, som Ditte Gantriis er nået frem til gennem flere lag af trykkeprocesser, til teksturen er den rette. 




Med en humor, så også vi leger med og tillader os at opfange en sætning:

"By Golly you have talent young lady!"


Popular Posts