Med Japan i blikket

En nymånestemning så umiskendeligt Valdemar Andersen: 

Og dog, i motivets enkelhed trods det intrikate grenværk, med vægtløsheden i hver linje, der danner knæk i forhold til den linje, der skal fortsætte illusionen om grene i et træ, hvor hver en gren lægger lag til fortællingen om træets liv, det træ, der lægger sig i nærbillede med månebuen som dybde -

- netop her, ser vi indflydelsen fra den japanske kunst, der for alvor gjorde sig gældende herhjemme fra 1885. Valdemar var derfor halvstor dreng og på sin vej til at blive tegner, da Japan blev den ny åbenbaring til at se og at gøre kunst.

Tidligere overbibliotekar på Kunstindustrimuseet, nu Designmuseum Danmark, Dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen, er netop nu bogaktuel med storværket Japanisme på dansk - Kunst og Design 1870-2010 på Arkitektens Forlag. 

Mirjam Gelfer-Jørgensen har skabt endnu en milepæl, der kortlægger en inspirationskilde, der har formet dansk kunsthåndværk og arkitektur på tværs af nu to århundredskift. I dag rejser kunstnerne selv ud: Tilbage omkring 1900 var det et nyt museum - Kunstindustrimuseet, idag Designmuseet - og dets visionære første direktører, der formede samlinger og bibliotek med alt, hvad de kom indenfor rækkevidde af.

Valdemar rejste meget lidt, så han var blandt dem, som brugte Kunstindustrimuseets samlinger i takt med, at de blev til.

Timingen kunne ikke være bedre. Netop som en helt ny trykketeknik gjorde bladtegningen til en del af den daglige avis, førte den japanske inspiration tegnerne ind på den lettere stregtegning med det koncentrerede nærblik på motivet, der viste sig perfekt til avismediet. Valdemar blev en af de tegnere, som gjorde det daglige nærblik til en kunst.

Hertil havde han nærheden til Zoologisk Have, hvor han selv kunne studere de dyr, som japanerne havde tegnet før ham. Ganske vist var disse dyr bag tremmer og naturligt liv en umulighed, men tegneren kunne ved selvsyn se, hvordan denne bestemte fugleart lagde hovedet på skrå, hvad han siden overførte endog til sine monumentaldekorationer, hvor det ofte stadig var det enkelte dyr, han satte fokus på.

Foto taget af Valdemar af lettende hejre. Gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen,
og den dårlige billedkvalitet tager jeg som altid på mig.

Originaltegning til Tebogen.
Designmuseum Danmark. Foto til studiebrug,
deraf den svage billedkvalitet.

Den lille tegning til venstre blev lavet til Okakura Kakuzos teklassiker Tebogen, udgivet herhjemme i 1925 med tegninger af Valdemar, over teceremonien som et udtryk for tankens disciplin, renhed og ro. Den er fastholdt selv i en skævt udklippet originaltegning fra det papir, hvor det er blevet tegnet igen og igen, til han har fundet den rene essens. Originaltegningerne befinder sig i dag i Designmuseets Bibliotek.

Umiskendelig monumentalhejre
i Den store Spisesal på Diakonissestiftelsen.
Foto: Niels Larsen.

Træet til Tebogen har i øvrigt en vis lighed med de trægrene, der står lysende mod husmuren i det foto ovenfor, som indgik i en lille fotoserie på fem, Valdemar lynhurtigt har lavet over en hejre, der letter fra taget.

Zoologisk Haves hejrer stak af og befolkede byen med artsfæller. Denne hejre ser vi gradvist få luft under vingerne og forsvinde. Fotoet har levet et langt liv, det er krøllet og bukket. Hvor en del af de danske kunstnere fremstillede hejrer, når de mente at tegne svaner, fordi forbilledet nu engang var den japanske hejre, så var Valdemar barn af byen og havde hejren med sig fra kunsten som fra nabotaget.

Jeg plejer at kalde genkendelsesmomentet over noget før set hos Valdemar for Baglænsgang, hvor man ender med at blive ramt og træde skridtet tilbage for at se nærmere efter.

Det er som med al inspiration, at kunstnerne sjældent har påvist, hvad der først inspirerede dem, så det må altid forblive et gæt. Men til tider et kvalificeret sådanne, at en central kilde er at finde i kunstneriske genstande, bøger og billeder, som tegneren har ført videre i streg, i farven og i motivet:

Udsnit af originallitografi til Politikens "Magasinet"

Mirjam har skabt et storværk, der ikke alene fører os tilbage til en kilde for kunsten, men giver os øjne på den danske kunst, som blev til på det grundlag og dermed samtidig fortæller om det skatkammer, der er Designmuseet. 

Og med Museet også de store personligheder, der var dets grundlæggere, der gav kunstnere som Valdemar en dannelse til i det japanske kunsthåndværks ånd at skabe kunst selv på det ydmyge dagens papir, der næste dag blev brugt til indpakning.