Kunstnerretten til at trække tilbage?

Skulpturkirkegården er aktiv som idé og netop nu aktuel på Norddjurs, hvor en skulptur af Per Arnoldi enten bør sættes i stand, eller? Måske er det tid at tænke nyt, når nu midlerne ikke er til andet end at lade kunsten forfalde?

I diktaturer er det første symptom på spirende oprør, at skulpturerne falder. Det må også kunne lade sig gøre i et demokrati?

Symbolet er faldet i Syrien, via facebook.com: Ali Farzat.

Skulpturudspil ved Per Arnoldi

Der er nu noget om, at ikke alt er for evigheden….trods kunstnernes (vores !) udtalte forfængelighed, storheds- og forfølgelsesvanvid , glemsels- og dødsangst.


Ku´man forestille sig at de ting vi læsser af, efter invitation, i det offentlige rum efter et fastsat antal år, blev taget op til revision? Frivillig, aftalt, kvalificeret revision?

Ku´vi forestille os, at kunstner-retten også omfattede en ret til at trække værket til sig igen? Som et følehorn?
Eller er vi ikke alene guddommelige (via inspirationens hellige ånde) men også ufejlbarlige?

Nu har jeg spillet det modsatte kort, for samtalens skyld!

Ali Farzat - ali-ferzat.com.

Men vi kan ikke blive ved med at fylde på og fylde op, og kan ikke leve af at sige pænt nej tak til invitationerne, hvis de overhovedet kommer.

Lidt banalt og ofte påpeget, må vi ikke glemme at vi har arvet PLACERINGERNE fra dengang man i det offentlige rum, stillede mærker op for EVIGE og uforanderlige værdier, såsom Gud, Konge og Fædrelandets sejre og mange nederlag.
Placeringens klare sprog: Symmetri, midte, ophøjethed, sokkel taler klart nok.

Nu stiller vi mærker op samme sted, med samme uhyggelige permanens, hvis grundlæggende tanke netop er, at intet er evigt, intet er over og intet under…

Jeg tror drømmen om permanens er et af kunstnernes største problemer.
Hvis nu det store spørgsmål: HVORFOR? var grundlaget for denne opfyldning af pladser og stræder ville meget være vundet.

Jeg tror en voldsom kritisk analyse, både FØR og efter  formuleringen, eller rettere, den manglende formulering af en opgave ville være til samfundets bedste.

Skulpturer til angreb!
- lad os give farligheden tilbage til skulpturen:
I vinter løb en bølge nettet rundt af skulpturer i voldelig nærkontakt.

Kunstnerne vil hade det!!

Men ville en gennemgribende oprydning og definition ikke være på sin plads… i stedet for skulpturen på den sædvanlige plads…i midten.
(Husk, at en af de mere monumentale installationer i nyere tid er Gunnar NU… ude på Østerbro! )


Er det det vi vil??