Det var vinterens længste nat

Og Den Lille Sorte Fisk var rastløs. Hun fornemmede, at verden måtte være større. At vandet måtte føre et sted hen. Det skulle i al fald undersøges.

 "Der er ingen anden verden. Verden er lige her".

Forsøgte Den Lille Sorte Fisks mor at argumentere. Sådan begynder Samad Behrangis fortælling om Den Lille Sorte Fisk, skrevet i 1968 i shahens tid og taget til indtægt af hans modstandere, som i dag er ved magten i Iran.

Magten ved sværdet, olien - og ordet.

"Så må I også slå mig ihjel, for jeg siger præcis de samme ting". I mellemtiden er det spørgsmålet i hvor høj grad præstestyret er forgabet i en fortælling, hvor hovedpersonen fastholder: "Jeg har fornuft, og intelligens og forståelse. Jeg har øjne og jeg kan se".

Den Lille Sorte Fisks naboer druknede hendes ven, Sneglen, fordi den talte om en større verden, og brød illusionen om at vandet ikke gik nogen steder hen, uden begyndelse og uden slutning.

Persisk nytår 2013: Til alle fritænkere inde i Iran.

Og begyndelse og slutning hører til et eventyr, så Den Lille Sorte Fisk drog ud i verden.

4. januar 2012: Self-expression. Bygget over @.

Den Lille Sorte Fisk udviser mod, men vigtigst er hendes nysgerrighed, og at hun står ved sin ret til nysgerrigheden til verden.  "I bekymrer jer for meget", siger hun, da hun undervejs får rejsefæller med lyst, men også tøven. "Man skal ikke bekymre sig hele tiden. Lad os tage afsted og vores bekymringer vil helt forsvinde".

Da Kianoush Ramezani for nogen tid siden henviste til Behrangis fortælling, faldt ikke så få motivbrikker på plads. Det er en meget smuk fremstilling af menneskets iboende trang til at turde se. En trang, der aldrig burde være et problem, hvis ikke menneskene afgrænsede verden for hinanden og krævede, at de skal se den i deres eget billede. Så bladtegneren bliver en stemme, der er at finde, hvor det risikerer at gå galt, og gør det alligevel. 

Som en del af tankens og talens undertrykkelse, bruger Kianoush et indirekte sprog. I Tunesien bruger WillisfromTunis direkte tale og gerne skældsord - salope! - for at markere bruddet med et regime, men Iran er endnu undertrykt og har dertil været undertrykt så længe, at den persiske tegner har poesiens mange lag under huden.

Freedom. Tegnet umiddelbart efter, at Kianoush måtte gå i eksil 2009.

Under sin rejse bliver Den Lille Sorte Fisk konstant grebet, fanget eller holdt tilbage og må forhandle sig fri. Billedsproget omkring hendes som menneskets trang handler så meget desto mere om bevægelse. Talebobler også i form af luftballoner til at sprænge de bånd, der låser tegningen, men især vinger, med den løbende undertone, at fredsduen ikke er farlig. Den er selve trangen til at folde vingerne ud og prøve, hvad de kan bære.

De nyeste billedelementer omkredser gerne om det immaterielle fængsel. Således @, der af form allerede er en labyrint, der atter kan vise sig at lukke inde, overvåges og misbruges, og til tider antage form af galgerebet.

Til det immaterielle fængsel hører også omgivelsernes angst, hvor magten kan spille de underkuede ud mod hinanden til at holde dem i skak. Da Den Lille Sorte Fisk fanges i Pelikanens næb sammen med en stime af små fisk, får Pelikanen overbevist de små fisk om, at hvis de kvæler Den Lille Sorte Fisk, der ikke tier stille, får de andre friheden. Det er et trick, men de små fisk falder for det: "Vi er nødt til at kvæle dig, vi vil have vores frihed!" 

Da hun lader som om, de har kvalt hende, sluger Pelikanen omgående de små fisk. Selv skærer hun sig fri med sin kniv.

2012: Freedom by Expression.

"Døden kunne meget let komme til mig nu. Men så længe jeg er i stand til at forblive i livet, bør jeg ikke gå døden i møde. Selvfølgelig, hvis jeg en dag skulle være tvunget til at se døden i øjnene - som jeg skal - så gør det ikke noget. Hvad der gør noget, er den betydning som mit liv eller død vil have på andres liv..."

Derfor kan blive nødvendigt at gå i eksil frem for at risikere livet, eller som Kianoush sagde ved sin ankomst til Frankrig, at skulle han være blevet i Iran, havde han måtte forblive tavs - og dermed uden værdi. Uanset, at eksil er smertefuldt:

Persisk nytår  2012: Tegneren i gispende tørlagt eksil.

De kritiske stemmer, som befinder sig inde i Iran, er stadig låst i bowlen. Den Lille Sorte Fik fanges af en Hejre, der lader sig overbevise om, at Den Lille Sorte Fisk er giftig. Hun gylpes op og ender på land, sanseløs af tørst. Livet i eksil er den anden yderkant til at bukke under, ude af sit vand.

For at finde lindring fugter Den Lille Sorte Fisk sin tørre mund i havbrisen. Men så snart det igen lykkedes hende at nå tilbage i vandet, bliver hun fanget af Hejren og denne gang sluger den fisken så hurtigt, at hun ikke når at forstå, hvad der sker.

Nede i maven aftaler Den Lille Sorte Fisk et flugtforsøg sammen med en medfange, der skal springe ud, så snart Den Lille Sorte Fisk stikker kniven i Hejren. Den anden fisk når ud og ser Hejren skrigende vride og vende sig, mens den forgæves søger at lette, kun for at ramme vandet. Så hører al bevægelse op. Men der er intet tegn på Den Lille Sorte Fisk, og intet har siden været hørt.

22. marts 2013: Freedom. In the Memory of Samad Behrangi, the Author of "The Little Black Fish".

Faktisk tegner ingen bladtegnere en magthavers død. Det fokus ville ikke være konstruktivt, for deres er ikke en kamp imod, men en kamp for noget. Hvis magthavere står i blod, er det ikke deres eget, men for at give en form for stemme til de mange, som er bukket under.

Samad Behrangis eventyr fortælles i eventyret af en bedstemor til sine 10.000 børnebørn inden sovetid. Med slutordene:  

"Hvor meget hun end prøvede, var der En Lille Rød Fisk, som ikke kunne falde i søvn. Hele natten tænkte hun på havet..."