Genkendelsen i det endnu ikke før sete

"I værkstedet genkender man i værket et resultat, man ikke har set før.
 Paradokset er meget stimulerende.
 Dette er opgaven, dette er den største belønning, dette er meningen med vores arbejde.
 At søge, at finde, at genkende, at videregive"

- sagt af Per Arnoldi om den kunstneriske proces lidt tidligere i år. 101 år før sad Roger Fry ved et cafébord på en togstation og begræd mængden af tilplastringer omkring ham. På tapetet klatrede bladranker, vinduerne havde vindruer med flintrende fugle omkring, der var uægte sølv og medaljoner, og på bordet stod en plante af gummi i en krukke så uskøn, at den måtte være resultatet af dyb, videnskabelig indsigt.

Alene bordbenene - Oh, lad os ikke tale om bordbenene, sank Fry og skyndte sig at sætte punktum.

Hans smertenskatalog var en overvejelse over virkeliggørelsen af Den Store Stat, den, hvor kunstneren er den nye konge. Hvor vore stole og borde, tæpper og keramik er udtryk for den artikulerede sjæl, som kunstneren er på menneskehedens vegne.

Med vilje er ovenstående sætning ikke formuleret i konjunktivets "ville være" om kunstnerens rolle, men det aktive er - som det kommer til udtryk i Jonas' skrivebord, netop færdigt på værkstedet. Mindre ville vi heller ikke forvente af ham, for Jonas Saxtoft er som snedkerstuderende og musiker og og... et af de mennesker, der gør levende, hvad han rører ved.

Egentlig var tanken at spørge Jonas om håndværket og maskinen, om mangfoldiggørelsen af det kunstnerisk skabte. Hvad bordet deler med bladtegningen. Jonas svarede: Lawrence Lessig og det gyldne snit.

Creative Commons-medskaberen, Lawrence Lessig, taler om det umulige. Om tilbageerobringen af amerikansk demokrati fra lobbyister og valgmandssystemet. Det, som synes så grundlæggende og omfattende, at vi ikke kan gribe om det.

Men når vores nærmeste bliver syge, hvad gør vi så? Vi gør det umulige. Der er intet, der hedder grænser.

Derfor er der heller ingen grund til at gøre mindre over for det, som bare synes umuligt. Odds skal ikke accepteres.

Fry skrev sit smertenskatalog, fordi det var det visuelle afkast af et samfund, der var en løgn i eget selvbillede. Det afklædte bord skærer atter ind til det inderste, formet ind i en arkitektur, et gammelt mørkekammer med skråvæg. Skrivebordet er asymmetrisk, et solitairebord, for asymmetri er en dynamisk faktor, som Jonas understreger. En holdning til livet som helhed, hvori han som Fry forbinder bord med verden.


Derfor også det gyldne snit, et forholdsprincip, her i fordelingen 3 til 5 i højde, dybde og skuffen i forhold til forstykkets udskæring. Håndtaget har samme proportioner som udskæringen og er derfor forholdsvist stort. Med en gedefod er kanten knækket under bordpladens nederste kant, så den kaster en lille skygge, mens benene er affasede, så bordet fremstår næsten vægtløst for øjet.

Af samme grund gjaldt det om at undgå at give tyngde gennem farven. 

Træsorten er eg, udvalgt i Jonas' diskussion med Bourdieus begreb om kulturel kapital. Der er et vist kulturaristokrati i ikke at brug ædeltræ, blot fordi det kan købes. Eg bliver et tilvalg. Eg er bæredygtigt, også det er en kulturel kapital.

Tidligere tiders brug af træ sørgede straks for at bearbejde det med lak og bejdsning, så vi ikke kan forholde os til eg uden at tænke på det som mørkt og glinsende i konkurrence med ædelsorterne. For at bevare lyset i dette bords træ, er det sæbebehandlet. Det gør det sårbart for tryk, stød og misfarvning:

Det er et møbel, der skal respekteres.

Er du kunstner, Jonas?

"En god kunstner er sen til at kalde det, han laver, for kunst. Kunsten skal bare have lov at være sig selv."

Så lad os give Per Arnoldi også det afsluttende ord om hans definition på kunst:

"(...) som den er formuleret i min beskedne og godt brugte ordbog:
Kunst er gavmildhed.
Parentes (Det er derfor fortællingerne og tallene, børskurser og varenoteringer fra kunstmarkedet opleves så obskønt fornærmende).
Kunst er gavmildhed".