Uden Kierkegaard ingen bladtegning - del 2
Kierkegaards udæskning af Tidens og Mængdens Problem gjorde ham til et let offer på kongemagtens vegne, og medførte, at Georg Brandes' barnepige siden rettede hans bukser, så han ikke skulle ligne Kierkegaard, mens min egen mor erklærede "Kierkegaard" som et kvalitetscheck, om paraplyen var husket.
 |
| Ivar Gjørup, der allerede som barn gik endnu længere end os andre og tog de tre stadier på sig. |
Tilbage i København 1845/46 blev tonen og tegningerne blev stadig grovere, og byen udpegede syndebukkens bukseben under latterkaskader, så snart han viste sig uden for sin dør.
En demoralisation i forhold til det lille lands proportioner, som Kierkegaard fortalte til sin dagbog, hvor han søgte at forsikre sig om, at han havde taget det rigtige skridt. Det var dog rige måneder for iagttagelsen, som han fortsatte. Latteren havde sin anvendelighed som beviset på, at hans forfatterskab var religiøst, for den religiøse forfatter kendes på, at han bliver mødt med dét onde, der er det største for hans tid.
Derudover – og dette er naturligvis hans udlægning i en tid, hvor han var under stort pres og ville bevise, at han kunne stå imod – fik han efterprøvet det manglende formål for bladet som belæg for, som Kierkegaard sagde, "den moderne Opløsnings Abstraktion".
Abstraktion, fordi ingen officielt ville stå ved at
have angrebet ham. Alle og ingen: Tidens svøbe var mængden, eftersom
henvendelsen udgik fra ingen til den store skare, som ligeledes var alle og
ingen på samme tid og derfor heller ikke tog personligt ansvar. Resultatet så
han, så snart han viste sig i gadebilledet. Offeret som arketype var reduceret
til adspredelse for hoben.
 |
| Kierkegaard i udbrud med kastagnetter i Peter Klæstrups streg. Hans dansepartners bukseben sidder upåklageligt. |
Ét var dog at tage lidelsen på sig, noget andet at
det var barsk at holde ud. Klage sig på skrift kunne han heller ikke, for så
gik han netop ind på angribernes domæne – og officielt var det end ikke ham selv, men et af hans pseudonymer, der var under angreb. At lade være var næsten
umenneskeligt svært, Hvis bukserne så endda havde været andet og mere end grå,
som Kierkegaard udbrød til dagbogen, så kunne man da forstå det. Men det var
end ikke nødvendigt. De havde fået eget liv.
 |
| Corsaren i samtiden som for eftertiden |
Også Corsaren havde ladet sig fange i sit eget net. Målet havde været at udfordre tiden, for som Corsaren ligeledes viste, kunne Frederik VI's regeringstid portrætteres ved et sort lærred med guldramme om. Frækkere kunne stilstanden ikke foreviges, og Goldschmidt havde rigelige problemer med censuren. Men hvor den frimodige tale skulle have vakt befolkningen, blev det alene et par bukser, der blev husket. Hverken frækt eller vovet, men en tom latter, når det kom til stykket.
Af samme grund lagde Goldschmidt samme år Corsaren bag
sig og fandt nye veje i livet. Historien fik dog et efterspil, da dagbøgerne
blev udgivet efter Kierkegaards død kun et tiår efter det første sammenstød, og
folkestemningen vendte sig brat mod redaktøren.
Kierkegaard havde drømt om, at det ville ske, så den samme folkestemning ville ramme tilbage på Goldschmidt, hvilket ikke ligefrem kan kaldes en videre dybsindig tanke. Den hævede sig ikke over et alment behov for hævn, og for mængdernes vedkommende blev der atter tale om en massiv støj uden selvransagelse. Et trist udkomme for alle parter i sagen, som Kierkegaard noterede sig dengang, da latteren var på sit højeste: "(...) for Samtiden faaer jeg Betydning ved Hjælp af mine Buxer, for en senere Tid maaskee dog lidt ved Hjælp af mine Skrifter".
Inden sin posthume storhedstid, nåede han at krydse den unge Goldschmidt på Strøget og udæske ham, at han havde forsømt at skabe komisk komposition, hvormed Corsaren ville have gjort en virkelig forskel.
Goldschmidt beskrev mødet i sine erindringer, at han havde været for befippet til at turde spørge ind til komisk komposition, men bladtegnerne havde fanget pointen. De forlod karikaturen og så sig aldrig tilbage. Karikatur handler ikke om portræt, men om at udvælge 1-2 elementer ved en person, såsom paraply og bukselængde, og dyrke dem til det gerne absurde. Hovedpersonen behøver derefter end ikke at være til stede, paraplyen er nok.
Karikaturtegningen blev stadig dyrket intenst på kontinentet, ikke mindst i krigstid, hvor tyske ørne har udkæmpet drabelige kampe mod franske haner, mens britiske tegnere den dag i dag ikke er mindre blodige om at komme først, når nye ministre udnævnes. Den vindende tegner er sikker på omtale i historiebøgerne for at have iscenesat det ansigtstræk, der slog an i offentligheden.
Ikke så herhjemme. Her ligner politikerne sig selv, og i det vellignende ligger en gensidighed i forståelsen af deres handlinger. Tegningerne behøver ikke være mindre barske af den grund, men når eksempelvis politikere udleveres, flytter diskussionen sig ikke væk fra, men forbliver på deres egen grund. Nazisterne klagede sig hver eneste gang, de blev tegnet, mere behøves næppe siges.
Kun Kierkegaard er forblevet ved de løse formodninger, vi har om hans udseende. De svungne pandelokker, som i Per Marquard Otzens streg, eksempelvis. Portrættet er løseligt inspireret af et maleri, der blev til et halvt århundrede efter forfatterfilosoffens død, men i tegningen er vi i en helt anden liga. Maleriet søgte at forbinde forfatter med skrivepult, hvor 1+1 aldrig bliver andet end postulatet 1+1. Per Marquard Otzen derimod lader os se med over skulderen og bryder dermed mængdens forbandelse. Som beskuere forholder vi som enkeltpersoner til Kierkegaards forfatterskab. Hvormed hans ønske er gået i opfyldelse - også i en tegning.
Kierkegaard havde drømt om, at det ville ske, så den samme folkestemning ville ramme tilbage på Goldschmidt, hvilket ikke ligefrem kan kaldes en videre dybsindig tanke. Den hævede sig ikke over et alment behov for hævn, og for mængdernes vedkommende blev der atter tale om en massiv støj uden selvransagelse. Et trist udkomme for alle parter i sagen, som Kierkegaard noterede sig dengang, da latteren var på sit højeste: "(...) for Samtiden faaer jeg Betydning ved Hjælp af mine Buxer, for en senere Tid maaskee dog lidt ved Hjælp af mine Skrifter".
Inden sin posthume storhedstid, nåede han at krydse den unge Goldschmidt på Strøget og udæske ham, at han havde forsømt at skabe komisk komposition, hvormed Corsaren ville have gjort en virkelig forskel.
Goldschmidt beskrev mødet i sine erindringer, at han havde været for befippet til at turde spørge ind til komisk komposition, men bladtegnerne havde fanget pointen. De forlod karikaturen og så sig aldrig tilbage. Karikatur handler ikke om portræt, men om at udvælge 1-2 elementer ved en person, såsom paraply og bukselængde, og dyrke dem til det gerne absurde. Hovedpersonen behøver derefter end ikke at være til stede, paraplyen er nok.
 |
| QED |
Karikaturtegningen blev stadig dyrket intenst på kontinentet, ikke mindst i krigstid, hvor tyske ørne har udkæmpet drabelige kampe mod franske haner, mens britiske tegnere den dag i dag ikke er mindre blodige om at komme først, når nye ministre udnævnes. Den vindende tegner er sikker på omtale i historiebøgerne for at have iscenesat det ansigtstræk, der slog an i offentligheden.
Ikke så herhjemme. Her ligner politikerne sig selv, og i det vellignende ligger en gensidighed i forståelsen af deres handlinger. Tegningerne behøver ikke være mindre barske af den grund, men når eksempelvis politikere udleveres, flytter diskussionen sig ikke væk fra, men forbliver på deres egen grund. Nazisterne klagede sig hver eneste gang, de blev tegnet, mere behøves næppe siges.
Kun Kierkegaard er forblevet ved de løse formodninger, vi har om hans udseende. De svungne pandelokker, som i Per Marquard Otzens streg, eksempelvis. Portrættet er løseligt inspireret af et maleri, der blev til et halvt århundrede efter forfatterfilosoffens død, men i tegningen er vi i en helt anden liga. Maleriet søgte at forbinde forfatter med skrivepult, hvor 1+1 aldrig bliver andet end postulatet 1+1. Per Marquard Otzen derimod lader os se med over skulderen og bryder dermed mængdens forbandelse. Som beskuere forholder vi som enkeltpersoner til Kierkegaards forfatterskab. Hvormed hans ønske er gået i opfyldelse - også i en tegning.
 |
| Per Marquard Otzen: Søren Kierkegaard januar 2013. |
Kun er der at begræde, at vi endnu ikke er sluppet for betegnelsen "karikatur". Karikaturen er en underafdeling af hele bladtegningens felt, med egne præmisser og virkemidler. Det er dog langt hen ad vejen en tabt sag at gøre op med karikaturstemplet. Men bladtegningen herhjemme udviklede sig til langt mere og andet. Så må navnet komme siden.
