"Lad det skee for vore Øine"
I forlængelse af Kierkegaards clinch med bladtegningen, har Per Marquard Otzen sendt dette fænomenale stykke tegnekunst - Tegningen, som udfolder Kierkegaards hele DNA: Tænkeren, hatten som mængdens verdslige, men også tankens symbol, strøgvandreren, der blev til støj i Klæstrups streg. Hvad der ikke forstyrrer forfatterfilosoffen, for til syvende og sidst bidrager støjen kun med nye lag til tanken, som alligevel aldrig foretager en lige vej.
Om billedkunst i traditionel forstand skrev Kierkegaard kun om to populærstik, hvad der i samme traditionelle forstand ikke regnes for billedkunst. Han har ikke kunnet bruge kunsten, fordi han allerede var intenst billedlig i sin tankestruktur. Det er sigende, at de to stik angik de fire temperamenters forskellighed og et forvandlingsbillede, der på linje med ordenes billeder bruges til nærblikket på detaljen. Med afsæt i et "Lad det skee for vore Øine" folder han hver gang tankebanen ud som en synsakt, hvor hvert et aspekt bliver vendt og blotter det ikke umiddelbare bag det tilsyneladende.
Per Marquard Otzen arbejder tilsvarende ned i detaljen og ud i den løse skitsering af flip og skjorte, som den verden udenfor, der ikke er nødvendig lige nu. Vi må dog indrømme her ikke at tage nærblik for at vende detaljen i dens facetter, men for at gå ind -
Selv når vi går helt ned i detaljen, fastholder hans blik den uendelige dybde. Det skulle vel ikke være det endelige bevis for, at kunst er liv?
