Lad os dyrke

Lad os dyrke en guldklump.

Og ikke en hvilken som helst guldklump. Den er af Pernille Pontoppidan Pedersen, spritny, ung keramiker med mod og temperament i et urgammelt medium.

Guldklumpen mere end skubber til den tanke, som straks opstår ved det seneste Journal of Aesthetics and Art Criticism, der rummer Jenefer Robinsons "On Being Moved by Architecture". Allerede i titlen lægger hun sig op ad den klassiske filosofiske overvejelse over den verden, vi sanser, og hvorigennem vi erfarer og uddrager viden. For hvorfor skal en bygning vurderes som gestalt - facaden - når vi ligefrem bevæger os igennem den og former vore liv i den?

Det hurtige svar er naturligvis enkelt, fordi arkitekturen er et intellektuelt medium, og her er synet som redskab idealet ved at være det mindst fysiske af sanserne. Men den egentlige tanke som læser er endnu en gang glæden i erkendelsen af, at naturligvis møder vi ethvert kunstværk med det hele menneske - sanser, erfaringer, fordomme, hvorved mødet bliver en konfrontation som skubber til os. Måske endog former os.

Robinsons essay er i sig et møde mellem essay og beskuerens hele menneske, ligesom Pernilles guldklump uimodståeligt møder os med lys og skygge, krakeleringer og brud, den er til stede og pådrager sig vores fulde opmærksomhed. På en måde vinder den totalt mødet.

Og det til trods for at vi her og nu kun ser den på foto - fra en enkelt vinkel. Men hvem ved hvornår og hvordan, den møder os. En kollega til guldklumpen er foreløbig på gadetur i Berlin:

Jenefer Robinson, "On Being Moved by Architecture", Journal of Aesthetics and Art Criticism, Vol. 70, Number 4, FALL 2012.