At være af sin tid
Fredsduen har haft en hård uge som tegnet symbol. Den har været plukket, ramt i solar plexus, truet af pegefingre og missiler. Klart, at den indledte sabbaten som yderst fornærmet lille fyr, da den endte med at blive overset af alle i den aktuelle fredsslutning:
 |
| De fire - alle sejrende - herrer tegnet med ryggen til duen og os - Michel Kichka, november 2012. |
Det er tid for tegnerne at tage en stund fri og udskifte stridsøksen - hache - med at ryge en fredspibe af ... naturligvis, som udvekslet blandt to identiske for tiden non-kombattanter også hos Kichka:
Med et time out uden røgskyer, har der været tid til at undres over den spild af tid, som diskussionen optog i forlængelse af Hans Hertels fremragende PH-biografi: Hvordan ville PH have forholdt sig til en vis krise i efteråret 2005/vinteren 2006?
Hertel har retteligt igen og igen kunnet fastholde, at det er umuligt at sige.
I første instans er spørgsmålet forkert stillet. Havde han levet i dag, ville PH for længst inden krisen have haft sin relation til Jyllands-Posten. Karaten af forholdet og hvor intenst, meningerne ville være føget, ville have betydet, hvad han mente om netop denne artikel også.
For det samme type spørgsmål kunne jeg ikke lade være med at stille mig selv undervejs med Samling med egen Rembrandt, om Johannes Hage, stifteren af Nivaagaards Malerisamling, der udkom i 2006. Spørgsmålet var dengang, hvordan han ville have stillet sig til Irak-krig 1 og 2 - foruden tilfangetagelsen af Saddam Hussein?
Svaret var enkelt. Han ville have været fuldstændig ligeglad. Han ville årevis før nogen europæer havde talt Irak, have gjort, hvad han kunne for kurdernes situation i det nordlige Irak. Selvom han havde en fortid som kombattant i 1864 og altid erklærede sig parat til at stille op, var regnskabets time ikke hans gebet. Små folkeslag i nød skulle derimod have omgående assistance. Johannes Hage ville have sat underskriftsindsamlinger i værk over det halve Europa, udvekslet og fået oversat artikler om massakrerne, samlet ind og sendt hjælpepakker, som vi ved, han gjorde for bl.a. boerne, kretenserne, makedonerne og især armenierne allerede fra 1894-95 og yderligere intensiveret lige efter århundredskiftet. Flere årtier før de folkemord, Tyrkiet så nødigt vil vedgå i dag.
"Det eneste som Sultanen frygter er, at hans Grusomhed bemærkes og offentlig omtales!" skrev hans søster, Ville Heise, der var blevet sat på opgaven at samle underskrifter ind på svensk grund i 1902. Barbariet var mindre Tyrkiets end Europas vanære, med Johannes Hages ord, ved at se til med ligegyldighed på sin samtid.
Hvoraf det egentlige spørgsmål er udledt: Hvem er af sin tid?
