Tvivleren og tænkeren

- Var det ikke dér, han havde denne storartede Linje i Ryggen akkurat som en syg Kat? spurgte Valdemar Andersen engang efter en teateraften.

Det var hans eneste bemærkning den aften. Tavs skal han ellers have været midt i diskussionen om den store monolog i fjerde akt.

Forleden oplevede Per Marquard Otzen, at Hamlet i Martin Tulinius' iscenesættelse pludselig kastede en skygge, som tog form af Kierkegaard. Og tegneren genskaber den storartede Linje, så vi ser, at dette aldrig har handlet om tom form - som anekdoten om Valdemar er blevet gjort til - men om kunstnerens fortolkningshandling, der i få linjer gør verden til intenst nærvær for os alle. Således lærer vi gennem den ene kunstner om den anden.

Per Marquard Otzen, Både - og. Politiken, 4. marts 2012.

Tvivleren og tænkeren i samme person. Begge er de i os alle.

Jeg kan ikke lade være med at tilføje en ikke-Kierkegaard-tilsynekomst. Da jeg var studerende på Statens Museum for Kunst, fortalte vagterne om et genfærd af en mand, de plejede at se oppe i salene. Han kunne sådan ligne Kierkegaard, syntes de. Når de beskrev ham endnu nærmere, viste det sig at være Museets tidligere direktør, Leo Swane. Ham, som hadede Picasso så intenst, at hans energi blev spildt på at undgå at få Picasso'er indenfor. At han efter livet må gå rundt på sit museum, som nu er fyldt med glade og støjende børn, det er en raffineret straf fra de laveste magter.

Hvis det ikke er en moraltale. Og så på en søndag. Tak, Per Marquard Otzen!