Når Kürten er glemt

Solen benytter fusionsprocesser, verden blev formodentlig skabt af dem, og også de skarpe penne har fusionen som strategi: To grundstoffer, der hver for sig befinder sig i en energitilstand svarende til 0, kan ved deres fusion udløse energi i store mængder.

I kernefysisk bladtegning lyder formlen, at når vi tager et vellignende portræt og sætter det op mod et citat fra denne person, opstår en effekt, der afklæder tiden, verden og os andre i samme proces.

Thomas Thorhauge, "True Story - Akira Kurosawa", detalje, Det sidste Ord, 2012.

Effekten folder Thomas Thorhauge ud i sit seneste epos Det sidste Ord, hvor han udforsker tidens mani for at afæske filmens folk deres indsigter i livets indretning. Intet forvrænges. Portrætterne er så skønt gennemført helt ud i trykket, at de synes skåret i papiret.

Oh, det er klassisk bladtegning. 

Thomas Thorhauge: "True Story - Akira Kurosawa", Det sidste Ord, 2012.

 Lad os tage den første tegning af Akira Kurosawa igen:

Kompositorisk svarer han til en vis despot, tegnet af Hans Bendix i 1933, da Hitler kun akkurat var kommet til magten. Hans træk er endnu ikke helt på plads, for tegneren var endnu ved at tegne sig ind på ham. Munden overdrives stadig, mens moustachen skulle forblive underspillet. Den var Hitlers eget stunt, ikke tegnerens. 

Hans Bendix, Historie: - Naar Kürten er glemt, vil mit Navn stadig leve. 1933.

Men hvad Hitler indeholdt, er allerede fuldt foldet ud på et tidspunkt, hvor det øvrige Europa ikke havde lyst til at forholde sig til Vaterland Dancing. Tegningen syntes derfor en grov forvrængning, da den blev til. Pfha, de tegnere overdriver jo bare.

Kürten var en tysk seriemorder  i 1920'erne med måske 26 liv på samvittigheden. Han er meget, meget glemt i dag.

Kurosawa har derfor meget mere han skal nå. Han er at finde i en overdådighed af tegnekunnen og stramt orkestrerede verdensbetragtninger i Det sidste Ord, Rosinante 2012: