Brudflader til læseren

The Journal of Aesthetics and Art Criticism er denne gang et temanummer om fotografi og som bevis på tegneseriens langt om længe vundne status medfører det en artikel om fotografiet i tegneserien, "Drawings of Photographs in Comics" af Roy T. Cook.


Cook opregner tre lag i sådanne tegneserier. Vi har foran os fotos, der lægger op til et niveau af objektivitet, som et virkeligt indhold, der møder virkelige beskuere, de er dertil tegninger af fotos, og endelig er de tegneseriers tegninger af fotos, for de befinder sig i en narration.

Artiklen konkluderer ikke. Roy T. Cooks ærinde er at sætte en bygning at tænke videre, hvorvidt vi metodologisk kan fundere et sådant fiktionslag. Har vi at gøre med en realisme, og i givet fald hvornår er det tegnede foto mere realistisk end det tegnede univers omkring den?



Alligevel må Cook drage en vis konklusion, at fotos synes at blive tegnet med ind på siderne, men ikke gerne direkte i ruderne. I stedet forekommer de udenfor på den tegnede side, hvor de bryder med fortællingen.

Med andre ord en type bro, der skabes mellem os som læsere og tegneseriens fiktive univers, som det tegnede fotografi foregiver at befinde sig udenfor. En måde at skabe identifikation, en form for empati med noget nærmere virkeligt, så vi involverer os i fortællingen.



Måske skal vi dog vende forklaringen fra bro til brud. Fotoet på tegningssiden leger med os. Den er en kontrakt, som frækt brydes mellem læser og tegnet side, og gør papiret til papir og stregen til streg igen, mens den i samme greb forbinder os og drager os direkte ind på tegningssiden.

Den er den gensidige bevidsthed mellem os og tegning, at vi godt ved, at det, vi ser, er en fiktion, fuldstændig som når Divus går om bag sine ruder, og Valdemar Andersen lader os, læserne, bryde igennem papiret for at opsnappe vittighederne i redaktionslokalet, endnu før Blæksprutten er gået i trykken.


To sider af samme papir. Det er Valdemar selv, som må støtte sig op ad sin sidemand, mens Alfred Schmidt for bordenden vender sig og opdager læseren.


De viste fotos - faktiske, elektroniske fotos af faktiske, fysiske tegninger - er gengivet med tilladelse fra Ivar Gjørup og Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek, og som altid er den dårlige billedkvalitet min skyld.

Roy T. Cook, "Drawings of Photographs in Comics", The Journal of Aesthetics and Art Criticism, vol. 70, No. 1, Winter 2012.

Popular Posts