Forstandens perspektiviske forkortelse

Idag var jeg netop ved at have det sidste i indkøbsvognen, da alt blev henlagt i mørke. Der var kun at kaste vogn til side og løbe, løbe, løbe hjem - for så var også min Fars respirator uden strøm.

Respiratorer har deres personlighed, og Far har fået kælebarnet over dem alle: 83'eren. Sig nummeret og personalet på Respirationscenteret svømmer over af salighed.

Det er aldrig lykkedes at få en nærmere forklaring, vist motornedbrud. 83 har med andre ord været umådeligt god til at gøre opmærksom på sig selv. I dag var vi dog her i huset en heldig ø af hurtigt tilbagevendende strøm, så der ikke var brug for alle nødprocedurerne. Vi skal eksempelvis holde kontakt med 112.

83 er et interessant eksemplar af vores behov for at danne fortællinger. Jeg elsker Musils beskrivelse om forstandens perspektiviske forkortelse, hvordan vi føjer tingene ind i forhold til hinanden, fordi vi som mennesker er fortællere.

Det er handlingen på vejen til kunsten, som dog kun kunstneren formår at fuldføre, som Virginia Woolf understregede. Der skal en Valdemar til at fylde så mange indtryk på fra Gamle Scene den aften, hvor selveste Pavlova optrådte, uden at tegningen bryder sammen. Publikum, loger, dirigentens antydende håndbevægelse, hænderne på kontrabassernes strenge og programmerne på alles knæ, hvormed han har foreviget stemningens kerne, behovet for at være til stede og selv at blive set - mens der fra scenerummet kun udgår antydningen af et ben. Hvilken aften!