Copenhagen Comics i streg
Portrætterede har eget sprog over for deres portrætter. Bjørnson mente eksempelvis, at Blix var en fremragende tegner. Kun synd, at hans eget portræt var blevet tegnet så dårligt.
 |
| Selvportræt af Annette Carlsen: http://www.annettecarlsen.dk/HOME.swf |
Men det handler ikke om at genkende sig selv. De sande dommere er den portrætteredes omgangskreds, kastede Hans Bendix ind: "hvilket han selv i mange tilfælde optager som en udsøgt uforskammethed".
Hans Bendix interviewede gerne sine portrætofre, så de glemte at stille sig an eller fremhæve, hvad de helst selv så fremhævet. I stedet ville de bevæge sig, og det er nu engang i bevægelsen frem for næsens form, at personligheden folder sig ud.
I weekenden gjorde Annette Carlsen alle gæster på Copenhagen Comics til sine modeller, idet hun gik rundt midt imellem dem og lynhurtigt analyserede bevægelser og særheder ned på papir. Portrætterne udgjorde en levende udstilling, ophængt på to tørresnore midt mellem dem, som ikke så sjældent slet ikke nåede at opdage, at de var blevet forevigede.
Mellem hendes portrætterede var en del tegnere, og hvad siger tegnere selv, når de ser sig tegnet, dem, som kender tegningens kunst indefra?
I aftes lagde jeg en lille bunke af hendes scannede tegninger på Facebook. Da jeg et par timer senere atter loggede på, var det midt i en livlig debat: DET DER ER DA IKKE MIG! - men hvor er tegningerne gode af de andre.
En ting var alle enige om: Annette er en fantastisk tegner. Det er i skitsen, at livet indfanges, som Bendix fastholdt livet igennem, og Annette har hver eneste gang indfanget bevægelsen, så de portrætterede på tørresnoren stadig så ud til at tale, hilse eller bare slentre mellem de andre besøgende.
Så lad os afrunde med to modige tegnede: Mette Ehlers og Mads Bluhm, sidstnævnte da næsten alt var båret ud af Øksnehallen, og der kun var trætheden tilbage efter at have stået i spidsen for en forrygende weekend.
 |
