Bogen som ikonografi
Billedet øverst på denne blog er et udsnit af, hvor jeg befinder mig, når dette skrives. Skriveborde har jeg aldrig kunnet finde ud af. Uanset omfang - og mit begyndte sit liv som spisebord - så savner de plads til det egentlige. Bøgerne.
Så vi er rykket over på sengen for længe siden, dybest set en naturlig overgang fra barndommens gulve med plads på alle sider til dem, hvis undere endnu knapt er udforskede, dem, der skal citeres fra, og især dem, hvis sætninger springer på tværs af bindene. Og så er der dem, som bare skal være i nærheden.
Gives der derfor bedre overraskelse i postkassen end et privattryk, der uhæmmet dyrker BOGEN?
Dertil den illustrerede bogdyrkelse, hvor Per Marquard Otzen har digtet til Torben Brostrøms ord, sat i ramme af Jonna og Søren Kjær Nielsen, der er antikvarboghandlere i Aalborg med dyb viden og kærlighed til bladtegningen.
Me tegningernes fornemmelse for kul har Per Marquard Otzen rent ikonografisk leget med bogens lukkede form af bind og hvide flader, der er blinde, indtil vi tager dem på os. En konkretisering af, at læsning kræver noget af os. En magi, vi skal åbne til og ligefrem kravle op for at nå. Til gengæld åbner verdener aldrig før set sig for det indre øje.
Mens en parkdue får sin verdensopfattelse rystet af Pegasus. I disse tider, hvor litteraterne synes at insistere på kollektiv nedsmeltning over virkelighed på bogsiderne, konstaterer forfatteren det rette forhold.
Virkeligheden lægges ikke ind på siderne. Det er snarere "at virkeligheden omformede sig sådan at den bragte sig i overensstemmelse med historien, som hun havde skrevet". Med Svend Åge Madsens ord.
- Pegasus med spændstighed i bagbenet, parat til at drage videre, mens forbenene holdes strakte. Det bliver ikke ham, som blinker først.
Og læseren finder trøst selv ved vintertide.
En meget stor tak til Jonna og Søren Kjær Nielsen og Per Marquard Otzen.
