Planeter med og uden omsorg
Baobab-træer vokser så kraftigt, at de kan sprænge en planet, hvis den er meget lille, og der er mange træer.
På en symboltung dato har iranske Kianoush Ramezani, der lever i eksil i Paris, forenet et motiv, der i dets udgangspunkt er dobbelt - til det ordinære gentaget for dets tvedeling - og forenet det til noget, som kun dem, som ikke ser med øjnene, vil formå at se.
Antoine de Saint-Exupérys Den lille Prins er en bog om at tegne, og Kianoush har i denne sommer brugt den til at flytte sit perspektiv fra at være tegneren af revolutionsungdommens grønne farve, der betød, at han måtte forlade Iran, over galgerebet, modsætningen til alt håb i dets brune tristesse, og så nu til den lille fyr, som ikke vil finde sig i mere og begynder at rydde op.
Galgerebet i frit fald for at beskytte rosen, den ene, som han er blevet ansvarlig for, og som er alt, mens de mange roser forbliver intet. Den lille Prins er vel egentlig aldrig blevet visuelt fællesgods, snarere bruger vi ham i tale. Det gør det så meget mere spændende, når billedreferencer opstår, om de bliver forstået, og hvilke som igen forsvinder.
De seneste år har facebook-ikonografien arbejdet sig ind i bladtegningen. Brian Adcock tegnede en Mubarak, der ikke længere var facebookven med hele rækken af egyptere. Kianoush har selv brugt snabela'et over farerne der lurer i cyberlabyrinten, og så er der likes - fænomenalt brugt af Michel Kichka denne sommer over al-Assad.
De nye medier har overhovedet været levende inkorporeret hos især de mellemøstlige tegnere, fordi de elektroniske platforme var vejene til at udbrede og samles i foråret 2011, forbudte og lukket ned for kun igen at dukke op på nye servere. Sandsynligvis en her og nu-ikonografi, der vil kræve historikerens følgetekst om føje år. Kianoush har selv fået sin egen facebookside, så opslugende, at gartneren risikerer at glemme sin rose.
Så det blev til endnu en tegning. Der er det med baobab-træer, at de kun kan tegnes, når de føles at blive til med nødvendighed.
