Modernismens marmor

Trappen, der fører til retssalen på Nykøbing Mors

Dette land har en lang historie for marmor. Marmor som billede på manglende storhed ganske vist, berømt er i al fald en engelsk ambassadørs bemærkning - tilbage i det sene 1600-tal, var det? - da han kommenterede, hvordan landets eneste fortrin var den sal, han var blevet modtaget i på Rosenborg. Og dens marmor var end ikke ægte, som han sørgede for at understrege. 

Retssalen i Hobro

Men den ægte vare er der så rigeligt af i verden. Ofte handler den snarere om at vise økonomisk styrke og mindre forståelse for åringer og farve. Den bemalede derimod er et helt personligt udtryk, der hører sin tidsalder til og skaber en ramme, som den ægte aldrig ville kunne.

En sådan tidsalder var det tidlige 20. århundrede, der forbandt to så tilsyneladende usammenhængende fænomener som modernisme og marmor. Det demokratiske samfund indrettede sig med officielle, offentlige rum, såsom retsreformens nyoprettede retssale, der understregede deres værdighed med marmoringer som triumfbuer om alle tilgange til salene:

Fleskum Herreds retssal i Aalborg

Modernismen fandt til gengæld intet behov i at fingere noget som helst. Dette var bemalinger, skabt af en kunstner, og vores kunstner, Valdemar Andersen, understregede det personlige element ved at give hver sale sin unikke marmorering.

I Hobro blev den let og elegant, næsten kun enkelte penselstrøg på hver flade, og frækkest i Gabelsgade i Aalborg, hvor han trak voldsomme overgange op mellem anillinen og den hvide bund:

Vestre Landsret i Gabelsgade, Aalborg

Han har trukket, drevet og vendt penslen henover ofte ganske konventionelle dørrammer. Hver enkelt linje synes improviseret på stedet. Det er marmor med dynamik, som tør stå frem og markere sin sals betydning.

Teknikken blev andre steder ført ind i salsudsmykningerne, såsom lysekronen i retssalens midte på Nykøbing Mors. Interessant, fordi den brød med den længdeakse, som loftsudsmykningen dannede som helhed for at drage al opmærksomhed væk fra dommerpladsen til tilhørerrækkerne:

Lysekronen i retssalen på Nykøbing Mors

Foto i Diakonissestiftelsens årbog 1924.

Den store Spisesal på Diakonissestiftelsen blev indrettet med marmorerede dørkarme og den centrale kamin, hvor vi endog har den originale skitse bevaret, hvordan dynamiske mønsterforløb har været tænkt med ind i monumentaldekorationen helt fra basis. Det er en officiel sal, der giver værdighed til hele institutionen. 

Ingen andre kan påvise noget af denne kaliber, og i et størrelsesformat, som kun Rosenborgs tronsal kan være med om. Og det var ikke den, som i sin tid blev fremhævet af den tilrejsende:

Kaminvæggen i Diakonissestiftelsens Spisesal. Skitsen gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek - billedkvaliteten eller manglen på samme er som altid min.