Kun for absolutte personligheder

Kunst hører ikke til i det offentlige rum. Medmindre kulturminister Uffe Elbæk er blevet groft fejlciteret.

Distortion eksempelvis har det offentlige rum som base. På Ministerens bud må det straks høre op. I fællesrummet udenfor som indenfor har kunsten ikke hjemme. Det er noget, vi holder bag vægge og filer på hver for sig.

Ligesom dengang malerkunsten var noget, som blev skabt til slottenes og kirkernes vægge, de store fællesrum, som dyrkede ét centrum. Det blev brudt ned over et par århundreder, så vi i dag har erstattet slotte med museer med de mange meninger i spil.  Fællesrum, hvor vi ser, at verden er større end os selv. Den var her før os og den vil være her efter os.

Vore forgængere og vore efterkommere. Det er definitionen på et samfund.

Noget kunst er malet på væggene og kan ikke flyttes. En af Valdemars dekorationer er netop bukket under, kuppelsalen til Bispebjerg Krematorium. Der var brug for en gennemgribende nytækning, har tanken været, hvis huset skulle kunne tages i ny brug. Alt har skullet ud, så fortiden ikke kan spores. Man kunne argumentere for, at hvis stedets historie gjorde så ondt, om det hele så ikke skulle rives ned?

Den beslutning kræver hver gang noget enestående: Den kræver personlighed. Det kræver endog en kolossal personlighed at genskabe et rum, så det får nyt liv. Her går det ikke med en "altså, jeg synes"-tilfældig stylist eller arkitekt/bygningsinspektør. Sådanne indretninger er kønsløse allerede henad den første aften af deres nye eksistens.

De gode eksempler er så forrygende få, at jeg må fremhæve en af dem. Victorianerne var pilfingre, der renoverede den komplette, britiske kulturarv efter deres opfattelse af, hvordan middelalderen så ud. Selv de øverste tagspær af domkirkerne kan man være sikker på er mere 1865 end 1265. Men ét sted er det lykkedes, her er der mere liv end nogensinde: Katedralen i Glasgow. Bygget engang i 1100-tallet og aldrig været uden tag, som de siger med stolthed.

Foto: Donald McLean, http://www.glasgowcathedral.org.uk

Det er et forrygende jordisk rum. På ingen måde enestående kunstnerisk eller arkitektonisk. Snarere tværtimod, men det er et af de skønneste bygninger at befinde sig i. Væggene ånder varme, og i kirkestole og blyvinduer er indsat hensigtserklæringer om at stå sammen, for så er vi stærkere. Glasgow er en gammel handelsby, og handelsfolk kender betydningen af udveksling i given og tagen, uden sentimentalitet.

Jeg bliver altid så glad for at træde ind, at jeg begynder at græde. Her er man fuldstændig til stede i livet. Det er den levende historie, hvad menneskene omkring understreger. Church of Scotland har ikke bisper, men indtil for nylig blev kirken ledet af The Very Rev. Dr. Morris, der er digter og hvis prædikener rummede en humor, der helede selv den mest forslidte sjæl. Ved siden af ham stod hans Lady Jean, højere end resten af menneskeheden og i perioder igen ramt af sin gamle polio. Men selv hvilende på sin krykkestok og med plaiden slynget om skulderen var hun indbegrebet af storhed med falkeblikket, der overskuede alle nærværendes tilstand i katedralens - er det 87 meter? Og jeg kan slet ikke nævne katedralen uden dens uforlignelige, vores Elizabeth med efternavnene S.F. Cassells, der indledte hver messe i Blacader-krypten og gjorde ordene splendid og succumb til mål for livet.

Dr. Morris blev pensioneret i 2005, og livet har ikke villet, at jeg har været forbi siden. Jeg kan have været så privilegeret at være forbi den korte stund i historien, hvor alt var intenst. Måske er stedet det stadig. Men det kræver storhed. Ellers er det om at holde fingrene væk.