Et ord om renhed

Der er en renhed i Valdemar Andersens livsværk, som forplanter sig til hans beskuer. Jeg opdagede det første gang, da jeg pludselig argumenterede som ham: "Men farven, se hvilken farve".

Var det forskellen mellem en platonsk og homerisk verdensopfattelse, vi diskuterede? Den nye over for den gamle verden, viljen til fortolkning, og her trådte jeg helt ud med et æstetisk indlæg. Mine meddiskutanter opdagede naturligvis intet, de havde slet ikke tid, og det var en særlig oplevelse at befinde mig i et helt eget rum. Ikke naivt, snarere hvilende, uden lyst til den analytiske kniv.

Det lykkelige er ensheden i vores kulturtradition. Forskelligheden er dramaet, som sætter bevægelse til fortællingen. For nu at gentage Tolstoj.

Jakob Martin Strid var selv engang den rå stemme, også den maskuline stemme, som børn møder så få af i dag, og som betød, at Celine og jeg var på pilgrimsfærd til Enghave Station for at se den personaledør, der leder fra Underverdenen i Dimitri 9 mm. At døren ikke findes, gjorde ingen skade til fortællingens under. Gennem hele sit foreløbige værk, har Strid haft poesien, uskylden, renheden i sin streg.

At han nu har lagt den politiske nerve bag sig, vil forhåbentlig ikke give ham et nyt sæt kritikere. Vi har en kultur, som tager det foreliggende for pålydende. Hvis kunstneren maler en rygvendt person, så har vi en kunstner for os, som har vendt verden ryggen. Det er så let at se bort fra den bevidste handling, der ligger i at være meget meget vel vidende om verdens gang og derfor vælge at vende fokus fra den. Måtte Strid aldrig blive mødt med denne automatreaktion. Hans poesi har skrøbeligheden i sig, den er troskyldig ved aldrig at være troskyldig.

Den lille Ib Andersen, der selv blev tegner. Sårbarheden også i motivet, han som undersøger og endnu knapt forstår. Gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek, den ringe kvalitet tager jeg på mig.

I forhold Strid synes Valdemar at hvile i, hvem han er - og dog. En af de forsvindende få udmeldinger, der findes fra hans hånd gælder en trøst til hans Juliane. Venner havde netop mistet et barn, og han prøvede at sætte ord på, der samtidig er sindbilledet på hans indstilling til kunsten:

"Naar Mennesker er overmodige og uvidende har de ingen Skade af at beskæftige sig med sørgelige Ting, men følsomme Mennesker som Du og jeg bliver angrebne paa hele Organismen deraf, derfor har man en Pligt over for sig selv og sine Nærmeste til at finde og dvæle ved Tilværelsens venlige Sider."