Venusspejlet

På Valdemars tid var det en skændsel at kende sin kunsthistorie. Anmelderne - Karl Madsen var blandt de utrættelige - brugte den store kunsthistorie som bevis, at tegnerne var noget snavs. Rigtige kunstnere gik uden for og malede grønkål - for nu at citere vidunderligt ironiske Emil Hannover.

Kunsthistorien kan være intense brug fra litteraturen, hvor mytologien har været grebet som undskyldning for at svælge i nøgenhed. Spejlet er sandhedens symbol, det som afslører verden for os, og som symbol også for Venus, er det en lejlighed til at vise nøgenhed i dobbelte lag. 

Derfor vil kunsthistorikerne for en del af værkerne aldrig blive enige, om det er sig selv, hun møder i spejlet, eller snarere beskueren?

Velasquez' The Rokeby Venus blev skåret op i 1914 for at markere kvinders rettigheder. Slasher Mary blev siden fascist, så lad os lade hende ligge som person. Men som barn var jeg dybt fascineret af billeders magt. Kraften i ikoniciteten, der gjorde dem til mål af afreagere på. Et sted for direkte tale. Det måtte blive bladtegningen, der lå forude.

I 1914 havde kunstnerne dog allerede et trekvart århundrede klædt de rygvendte kvinder på og gjort spejlet til en leg over en intim stund, hvor kvinden tror sig uset. Inspirationen kunne være japansk, og Hokusai var uomgængelig:

Hun blev kopieret helt ud i nakkekantens folder af Toulouse-Lautrec:

Det 20. århundredes kvinde havde tilsyneladende intet behov for at se sig tilbage. Hun er den selvbevidste, moderne kvinde. Hun blev endog til 6 år før, The Rokeby Venus blev angrebet: 

Men posituren er umiskendelig hendes forgængeres. Vi mødes med hende i Dagens Tegning.