Baglænsgang

Det er hver gang en særlig bevægelse at åbne for et kunstnerskab og opbygge en visuel viden over netop denne kunstners linjer og rytmeforløb. Klassisk kunsthistorisk empiri med Morelli som fortaler. Hvad der aldrig er blevet en eksakt videnskab al den stund, at kunsthistorikere ynder at gå direkte til Schopenhauers 38. strategi og i stedet blive groft personlige. Der er altid kollegas hårfarve at undergrave og dermed afspore debatten.

Men i den ideale verden uden kunsthistorikere opbygges en visuel erfaring for den kunstner, man har fokus på. Fornemmelser af genkendelse af noget set i eksempelvis Valdemars streg, så man træder skridtet tilbage for at se nærmere. Jeg kalder det for baglænsgang. 

Kun sjældent kan det endeligt bevises, om noget har været afsættet for en inspiration. Gæt kan til gengæld underbygges meget langt. I Valdemars tilfælde rejste han meget lidt, og kunstneriske inspirationer kom fra byens samlinger, tidsskrifter og bøger, der netop da var en ny verden med fotografiske gengivelser.

Og Valdemar har suget til sig. Emil Hannover har tydeligvis vist ham sine nyerhvervelser på Kunstindustrimuseet, Johannes V. Jensen var vennen, som gav viden og lånte fotos, mens reolerne på bevarede fotos af Valdemars og Julianes hjem bugnede af bøger og på væggene omkring hans skrivebord hængte indrammede gengivelser af japanske træsnit.

Det er derfor ikke ubegrundet at se endnu en indflydelse i Platmenagens vidunderlige forsidefrækhed. Sammenstillingen af Oscar Matthiesens to malerier, der motivisk ophæver Leda-motivet, har flere kompositoriske lag.

Fladerne er lange og blødt bugtende, vi har en gruppering i venstre side, mens den højre, som altid forskudt fra midten i japansk tradition rejser sig vertikalt. Inspirationen ligger lige for: