I udblikket til sommerhimlen

I det hjørne af verden, hvor denne blog skrives, er vejret kendetegnet ved omskiftelighed. Sjældent vildt og voldsomt, men som oftest noget, der omfatter fugt, skyer og solstriber i samme greb. Hvis en af de tre skulle vinde mødet, får vinderen som oftest kun et øjeblik alene, så er alle tre igen på spil.

Per Arnoldi, Himlen over Fanø, set mod øst, i går.

Her i landet forener høj himmel sig oftest med husgavle. Overhovedet ses alting i forhold til noget andet og det bringer tanken hen på endnu en dobbelthed, eller én som vi har lært ikke findes: For i guldalderens kunst, har vi fået at vide, ser vi altid kun strålende solskin.

Men Eckersbergs elever var blandt de første, der skabte deres kunst udenfor i selve motivet, og det skete en generation før, man trådte udenfor i Frankrig. Lærermesteren Eckersberg indprentede dem at opdage, observere og omsætte til lærred bagefter. De brugte endnu undermaling, så deres motiver blev bygget op gennem farvelag, der dannede dybde til hinanden, men det understreger kun det egentlige i denne sammenhæng, hvordan lys og skygge går i indbyrdes spil.

Og sådan tager det danske landskab sig kun ud lige før eller efter regnen. Rummet foran os bliver kolossalt og får en detaljerigdom, som vi kun har set før i guldalderens værker. Virkelighedens tagrygge nærmest skærer sig mod himlens skyformationer, mens alt i metal, der fanges af lyset, står som tegnet op med en skarp pen i overgangen til himlen.

Christen Købke, Parti af Østerbro i morgenbelysning, 1836,
Kan ikke ses for ofte i 1:1 på Statens Museum for Kunst.

Købke og kolleger kendte deres natur. Det var eftertiden, der blev rørstrømsk.