Dette er ikke en tegning

Dette er en tegning af en tegning, som ikke findes. Det er dertil en tegning over en tegning, der ikke vil kunne lade sig gøre.

I princippet vel at mærke - men det kommer vi tilbage til. Hvad vi har foran os er træer i grønt, himmel i blåt, aftegningen af et hus og allervigtigst: Et jakkesæt med anonymiseret indhold. Dette er en analyse af en dansk agurketidsdebattør 2013 med afsæt i Magritte. Enkle, stramt tegnede former, der netop som forventeligheden synes at lukke sig omkring sig selv, bliver brudt op indefra ved kulminationen i et stykke intethed i form af en gavl.

Per Marquard Otzen, Støjbergs gavl, 15.7.2013.

Da er det, at vi kommer tilbage til princippet. Politikeren på stilladset vil forblive tomme ord. Pegefingeren derimod er tegnet af en tegner, der ved, at det kan lade sig gøre, det utegnelige.

Der findes vist ikke den tegner, der ikke har hulket over omgivelsernes ofte velmente opfordringer til den næste tegning. Der skal være, og der skal også være, og også, og så... lutter løse elementer, der vil forblive lag på lag uden at kunne forenes.

Tegnerens hjerne derimod er krøllet, med Tøger Seidenfadens ord. Han talte om tegnede modsvar, han aldrig selv ville have kunnet udtænke. Tegneren udgår fra hidtil utegnede sammenhænge og skaber sammenstød, der sparker til beskuerens eftertanke. Som når jakkesættet bryder helheden hos Magritte, hvad intellektuelle har elsket hos ham og knusdyrket til det ubærlige lige siden.

Men alt for ofte glemmer samme intellektuelle, at der er ny næring i dagens tegninger at bruge til nye tankedannelser, mere krøllede, end de nogensinde selv ville kunne udtænke.

Hvis det ikke er en morale i midsommeren. Skal vi lade politikeren træde ned fra stilladset, så vi kan få lidt fred?


En stor tak til Per Marquard Otzen for hans tegnende intellekt!