Look there, look there. O, O, O, O

Rolf Nowotny er som billedkunstner træt af at sætte ord på sin kunst. Ord har det med pludselig at finde den forkerte vej og sætte fokus på betydninger, som ikke findes.

Det er der råd for. Man lægger en stabel tegningssamlinger foran ham og ser, hvad der sker.

Ib Andersen, Almayer's Folly ved Joseph Conrad, Politiken - sort/hvid stregtegning med den trykte farvelægning på bagsiden, her igen ført sammen ved et dobbeltscan af Simon Bang. Originaltegningen ejes af Simon Bang.

Han blev draget til den gennemførte detaljering hos Ib Andersen, pennens fornemmelse for materien. Den præcise dokumentation. 

Figuration versus tomhed. Det blanke, figuren midt i det hele, som ikke forbinder sig til sine omgivelser. En gekko piler over bordet og breder billedfladen ud foran os. En palme i baggrunden bliver horisont for hendes blik. Men hun forbliver fjern for os og bliver dermed i sit fravær stedet for vores egenprojicering i fladen. 

Jacques Tardi,
Forside til C'était la guerre des tranchées, 1993.

Rolf Nowotny,
Full Frontal Nudity, Overgaden 2011.

Virkeligheden, det tilsyneladende og det åbenlyse - der opstår en visuel dialog mellem Tardis tomme ansigter med de runde øjne mod Rolfs keramik i den større installation. Eller vi genkender hans egen genkendelse af mødet mellem materie og hjørne i den ukendte, unge kvinde, der danner hjørne ved at trække os ind i billedfladen.

Ib Andersen,
Forside til Grønningens katalog, 1938.

Rolf Nowotny,
Sex, steel corner, Antechamber 2012.
Foto: Jan Søndergaard.

Nu skulle det egentlig handle om Rolfs færdige arbejder, men han er et levende engageret og meget fortællende menneske, som i alle hjørner af livet kombinerer tænksomhed med efterprøvningen af det fysiske materiale, dets modstand. Og den seneste måned har han eksperimenteret med nye penne. 

Den glæde har han straks delt med os - pludselig dukker søslanger op på papirhjørner, der desværre ikke her kan gengives i fuld detaljerigdom. Men tro mig, den er en pragt af skællede strøg og hurtig penneprikken, mens papiret piskes op til uvejr.

Look there, look there. O, O, O, O. - for nu at citere endnu en stakkel ved navn Lear

Det lille menneske afslører som detalje, hvor hurtigt Rolf har arbejdet. Pennen har givet modstand i bølgerne, hvad der kun får dem til at fremstå endnu mere faretruende, mens pegefingeren krummer mod en ukendt fare i en grad, at han endnu ikke selv har opdaget, hvad vi kan se. 

Det er en gave at kunne tegne så sikkert og så levende på samme tid. Brædderne banket sammen med lidt søm, så de lige akkurat er sødygtige, har deres helt egen fortælling i sig. Vi er på legens plan, så dobbeltlagene er endnu ikke opstået. Staklen foran os bryder i farlighedens uendelige ensomhed netop sit eget rum for at advare os, hvorved vi ser antydninger af nye veje i Rolfs kunstneriske udvikling, så meget menneske, så megen kunnen, så megen humor. 

Alt imens vi kan sætte os tilbage og tage for os af fortælleglæden, for det er jo en del af kunsten, at vi kan nyde kalamiteterne uden at komme til skade imens?