Åge Pedersen In Memoriam
I fredags mistede vi en af de sidste mennesker, som har arbejdet sammen med Valdemar: Åge Pedersen var kun 16 år, da han var malersvend på udsmykningen af Hundslund Kirkes loft. I et nyt årtusind var han stadig lige så nærværende og åndsfrisk til at fortælle detaljer omkring store dekorationsarbejder, som ellers ville være gået tabt.
Åge ses her som 96-årig i 2006
Han fortalte, hvordan tømreren henne om hjørnet bankede et træstillads sammen, som kunne flyttes rundt efter behov. Så når en sektion var færdigdekoreret, kom fire stærke tømrersvende og flyttede stilladset med Valdemar øverst til næste del af loftet. Valdemar havde kun en uge til at nå arbejdet, og når nu det ligefrem ikke var nødvendigt at klatre ned undervejs, kunne der spares kostbar arbejdstid.
Kun når præsten overtog prædikestolen, måtte arbejdet lægges til side, som han selv skrev hjem. Så lyttede han til prædikenen og gik igang igen bagefter.
Gennem Åge Pedersen fik vi endog en forklaring på Valdemars alt for tidlige død, for der blev brugt opløsninger til farven, som var lige så giftige, som Valdemar og hans mænd selv blev misfarvede - og dertil tegnede Åge Pedersen mønsteret op for os, som loftet fik. For i dag eksisterer kun et eneste foto, hvor man med god vilje og ømme øjne kan se et hjørne af det nymalede loft.
Jeg er utroligt ked af, at Valdemarbogen ikke nåede at udkomme, så Åge Pedersen selv kunne få den i hænderne. Men han er en meget vigtig del af bogen og vil indgå i kunsthistorien som kilde til Valdemars kunst.
Åge Pedersen var en stærk personlighed, der insisterede på livet og glæden. Han vil blive forfærdeligt savnet - men hvor var det dog et privilegium at få lov at møde ham. TAK Åge!