Portræt af den allerede portrætterede
Thomas Boberg er et bagerbarn. Han er søn af en kunstner, der har specialiseret sig i portrættet med en overflade, der er lige så pinefuldt nærbearbejdet glat, som den skræller ind bag personen. Grøn er farven, der ophæver og vender til en verden bagom vores.
Det har fotograferne grebet. Hver gang digter- og forfattersønnen skal indfanges, skal faderen overgås up close og en face med brændende blik i linsen. Det kan ikke blive aggressivt nært nok og fungerer hver gang, fordi den portrætterede kan bære det hele.
Bladtegneren derimod træder tilbage fra fladen, fortrolig som han er med de lag, som vores billedkultur har glittet vores forventninger med. Per Marquard Otzen lader sin hovedperson trække sig baglæns, stadig med borende blik, men med bund i skyggen i ham. Forfatteren ser på os og ikke omvendt, og det er verdensordenen, hvis det ombejlede blik skal blive til litteratur.
Tegner og forfatter har fællesgrund ved skaberværker, der har "passeret et menneskes egenliv", som Hans Bendix karakteriserede det tegnede portræt. Hver tegning er at gøre sig til ét med sit instrument, så det ser let ud. Dovenflid slår kunsten ihjel, som Bendix til hver en tid pointerede.
Kun den som virkelig er ét med sit instrument, ville uden at ryste på hånden turde benytte en helhedsfarve, som ganske vist er blåtonet grålig, men på samme tid associerer til Jørgen Bobergs grønne som fotografernes sort/hvide nærbilleder. Tegneren opererer i et længere perspektiv og lægger en blød linje omkring hagepartiet, der vil gøre tegningen aktuel også tiår forude. Som Bob Katzenelson engang har afsløret, tegner de deres portrætterede en smule ældre, end de virkelig er, så de lige så stille vokser sammen med de øjne på dem, som tegningerne har givet os.
Muligvis var der en specifik reference til musikerne i den ledsagende artikel, men jeg beklager ikke at kunne sige det. Tegningen greb opmærksomheden, hvad der har sin særlige morale portrætteret kunstner og portrætterende kunstner imellem. Alene stregens tekstur, når den drejer en spændt hånd, som en hånd aldrig har set ud - og kan det gøres skønnere?
ETA: Musikerne refererer til den første sætning i Thomas Bobergs I den næste by, at to gamle mænd leverede musikken. Bøjer hovedet i skam, skynder mig at læse, og sender stor tak til Per Marquard Otzen!
