Ved nytåret 2012

Årets vendepunkt er en lejlighed til udråbstegn og taksigelser. Og når menneskers kamp for frihed er for altid aktuel, og vi dertil har diskuteret monumenters rette liv og placering i år, lad os da gentage den sidste del af talen, som Per Arnoldi holdt i Mindelunden juleaften:

WillisfromTunis ved Nadia Khiari: Til alle dem, som har givet deres liv, for at vores drøm om frihed er mulig. I er vores skønne stjerne. Oktober 2012.

Af Per Arnoldi:

Det her er ikke en historie om den utrolige livskraft fortællingen om den danske redningsaktion har rundt i verden.
Det er tværtimod, havde jeg tænkt mig, en historie om, at netop ingenting, hverken redning eller frihed eller demokrati er gratis, og at det er derfor vi er samlede her, på dette sted, på disse grave, i denne mindelund iaften.
For her er den højeste pris betalt, for os, så vi i fred og frihed kan samles som vi vil, tænke hvad vi vil og sige og synge hvad vi vil.
Der er betalt og betalt dyrt for, hvad vi måske engang imellem opfatter som gratis.

Der er det med myter og fortællinger, at de har det med enten at vokse ... eller blive glemt. 67 år efter befrielsen er det vel vigtigere end nogensinde, nu, hvor de sidste deltagere, overlevere og øjenvidner  en efter en forlader os, at myterne netop ikke vokser ud af proportion eller af nogen bliver manipuleret og forvansket til egen fordel .

For den nøgterne, uglamourøse sandhed om den dagligdags, endda anonyme indsats mod det onde er vigtigere end enhver opblæst eller i hvert tilfælde overdreven drøm om heroisme.

Det er den pris vi både  kan og skal betale: At holde fortællingen om kampen, indsatsen og ofrene i live, uden overdrivelser, uden fortielser og fortalelser, uden make-up !

Min generation var,  som børn under besættelsen og efter befrielsen, i den unikke situation, at vi havde helte!
Ikke bare tegneseriernes og bøgernes helte: Tarzan, Fantomet, Prins Valiant, Jens Lyn og Skipper Skræk.
Men rigtige helte, menneskehelte, både de levende og de døde.
De navngivne: Kim Malthe-Bruun, Flemming Juncker, Svend Truelsen, Morten Nielsen, Ole Lippmann, Hvidsten folkene, Flammen : Bent Faurschou Hviid, Jens Gielstrup, Anders Lassen... og de anonyme, som handlede i det skjulte, måske under dæknavn, skrækslagent frygtløst så længe det lykkedes.

Mindetavlen i min skoles gård fortalte om seks tidligere elevers indsats og død i kampen både herhjemme og derude..
Jens Gielstrup en af dem, flyver i Royal Air-force,skudt ned over Nordsøen, 26 år gammel.
26 år ung!
De stod alle som uafrystelige pejlemærker i vores barndoms mytologi.
Og pejlemærker er vigtige.
Det er dem man navigerer efter livet igennem.
De rigtige pejlemærker er de vigtigste.
Vi vidste og vi lærte, hvortil takken skulle rettes. 

Vi står iaften her et af de mørkeste og samtidig et af de lyseste steder i vores fælles historie.Det mørkeste, fordi det var her i Ryvangen, på henrettelsespladsen, den højeste og voldsomste pris blev betalt.
Unge liv blev bragt til en brat og brutal afslutning.
Det ondeste mørke regerede her.

Men vi står samtidig et af de lyseste steder al den stund det var her, den pris blev betalt, der gav os vores frihed i arv.
Den indsats vil altid lyse.

Jeg er ikke overtroisk, men jeg vil vove at påstå, at dette sted også lyser når faklerne er slukket og vi gået hjem til endnu en fredelig juleaften.

Stedet lyser, beskedent og upatetisk, både i dette anlægs arkitektoniske udformning og i Axel Poulsens fine og milde skulptur her bag mig.

Stedet lyser, stedets ånd lyser!

Mindesmærker kan have mange udformninger.
Vi har, meget dansk håber jeg, i stedets rette ånd valgt at skrue ned for monumenternes patos.
Den dæmpede fortælling er dramatisk nok!

Så meget stærkere bliver den historie vi kan og skal give videre.

Men selvfølgelig lyser det minde, der aldrig må svinde eller svækkes, aller stærkest i vores fælles bevidsthed og i vore hjerter!

Jeg vil derfor ønske alle en fredelig jul og slutte, som jeg begyndte, med det eneste ord der  her giver mening:

Tak!

TAK også til Per Arnoldi og Nadia Khiari, til de uforlignelige tegnere og deres familier på denne blog - og for i år.