Åbent brev fra Per Arnoldi
Det er tiden for den alt for sæsonbetonede diskussion af "Kunstnere - de arbejder da gratis?".
De samme kunstnere, som beriger os og gør vores hjerner større og nysgerrige, og hvis indsats kan måles på vores fælles BNP.
Men lad os give ordet til Per Arnoldi selv:
Et åbent brev til
Kulturredaktør Peter Nielsen, Information
Kære Peter,
Jeg har netop morgenlæst din besindige leder.
Som halvdelen af det store skræmmebillede (Rifbjerg og mig) kan jeg, for god ordens skyld, ikke lade være med at pege på, at jeg IKKE modtager det livsvarige stipendium.
At Venstres kulturordfører åbenbart ikke læser på lektien før han melder sig med sine pinligt overfladiske betragtninger siger kun alt om ham selv og hans partis kulturelle " lødighed".
Men Du ku´ nu godt ha' læst listen af modtagere igennem før du tager de seneste dages medieforvirring angående dette for gode varer.
Jeg stiller gerne op i forsvar for hædersgaverne, og hædersgavemodtagerenkernes lille velfortjente hjørne af vores samlede kunstbevillinger og har de seneste dage, på TV og i de trykte medier givet udtryk for min holdning.
Den giver bare mere mening hvis man ved, at jeg IKKE hypper min lille Hassan!
Det ville være bedre, hvis alle deltagere i debatten havde læst lidt på lektien. Det uhyggelige ved den sæsonbestemte opblussen af disse spørgsmål er, at man bag de tilsyneladende saglige og demokratiske diskussioner kan høre en helt anden, grundlæggende hadefuld og misundelig tone!
Dementier er impotente.
De har ingen gennemslagskraft.
Men jeg har intet andet våben mod overfladiskheden.
Misforståelserne hvorvidt jeg selv er på det livsvarige eller ej er kun en irriterende bagatel.
I vores hjørne af samfundets store puslespil regnes overfladisk dovenskab ikke for en dødssynd, blandt politikerne. Men det rituelle angreb og oprulning af vrangforestillinger er farligere og mere skadelige … netop i deres tilbagevendende monotoni.
Vi må, som en del af vores svage forsvar, rette de indlysende fejl.
I må ikke deltage uden at grave lidt i stoffet!
Så, hermed, endnu et håbefuldt, naivt optimistisk dementi fra et af de gamle skræk-eksempler
Per Arnoldi
