In memoriam: Erik Werner

Valdemar Andersen tilhørte den generation af bladtegnere, der flyttede teatertegningen fra morskab til kunst. Det overdrevne blev stadig forherliget, men nu ikke længere til en udlevering af skuespilleren. Stemningen blev indfanget, så selv den æterisk lette tegning rummer en psykologisk indlevelse, at vi føler selv at have været til stede i teatersalen anno 1908.

Valdemar Andersen, Erika Wederkind,
trykt i Klods-Hans 1908. 

Gennem hele det 20. århundrede skulle tegnerne udgøre teatersalenes førsterække med dragne penne på teatrenes premièreaftener. Jeg spurgte engang tegneren Otto Nielsen, hvorfor de i alverden aldrig havde tegnet hinanden på de aftener, tænk, hvis vi havde haft det bagefter!

Hvorefter Otto Nielsen rystede på hovedet, at de jo også var konkurrenter ved de lejligheder, og svarede med Hans Bendix' stemme: "Skulle jeg måske spilde papir på dig?!"

- skønne har de været, og det er med sorg, vi må erkende, at en af de allersidste på premièrerækken nu ikke er mere: Erik Werner.

Det er ikke alene teatertegneren Erik Werner vi har mistet. For som noget meget forunderligt for bladtegnere, der arbejder med den spinkle linje på en hvid flade, så er de mestre i at arbejede med skulptur og overføre deres værk til 3-D. Erik Werner var en af de store. Ikke meget større end et A4-ark, var hans portrætter i hoveder og hel figur, men så levende, at det synes at være mennesket, der står foran os. Jeg skal aldrig glemme hans udstilling i Møstings  Hus, hvor Bodil Udsen i ler var at finde i et hjørne. Det ovenud gule lys kastede hendes profil op på væggen i en lilla skygge så meget hende, at man ville have forsvoret, at det ikke var Bodil Udsen selv, vi havde foran os mellem alle ferniseringsgæsterne.

Valdemar Andersen: Pigen med sommerfuglen,
øverst på uret i Abildgaardsalen på Christiansborg, 1921.

For min del vil jeg især savne Eriks skarpe tunge. Elegant og præcist satte han ord på omgivelsernes skævheder med et vid, som han nedtonede i sine tegninger. Intet undgik ham. Jeg vil savne ikke igen at skulle følges med ham igennem en udstilling og følge hans lynhurtige observationer omsat til ord. Han var aldrig ondskabsfuld, men han var blottet for sentimentalitet. Man lærte verden meget bedre at kende gennem ham. Størst af alt, som på ferniseringen af Sven Brasch-udstillingen på dengang Kunstindustrimuseet, hvor vi lod alle andre løbe foran os, og hvor han trods smerter og sygdom slog ned på, hvordan også plakattrykkerne besad en enestående kunnen, for fra de dejlige forlæg til de geniale plakater var sket en tilskæring og skarphed af linjen, som vi ikke kunne se i forlæggene. Her var en hel historie, som vi kun indirekte kunne røre ved, men han kunne folde niveauerne ud.

At vi ikke igen skal opleve ham tegne, skulpturere og åbne hele sin horsont for os gør så ondt. Men vi fik 81 år med ham. Et lille århundrede med hans store gave til os.