Axel Nygaard


Valdemar Andersens Juliane klippede hver dag Politikens lille vejrvignet ud og klæbede den ind i sin dagbog. Det samme gjorde hendes samtidige. Tegnekunstneren bag dem var Axel Nygaard, der på mange punkter i udtryk og opgaver var en parallel til Valdemar. Valdemar gav os portrættet af Johannes V. Jensen, Axel Nygaard portrættet af Georg Brandes.

De to portrætter hører blandt de ypperste, som nogensinde er begået. Valdemars opgaver rummede dog sjældnere portrættegningen, for de opgaver blev oftere givet til Nygaard, der var den skarpere portrættør, med en frækhed i personkarakteristikken og et politisk-kritisk islæt, som ikke lå for Valdemar.

Den modne Axel Nygaard skulle dog især blive kendt for at rumme det store udblik i landskab og vejr i vignettens format. På dette tidspunkt kunne hans sikkerhed i stregen ikke ligge længere fra Valdemars, der konstant flyttede sig at nå større gennemsigtighed. Nygaard blev ved sin læst. Og det var slet ikke så dårligt.

Axel Nygaards vignetter skabte efterspørgsel på vejrtegninger gennem hele det 20. årh.  Dette er en af Valdemar Andersens, hvor vejrliget rammer bymennesket.

Axel Nygaards vej fra kæmpende og eksperimentende kunstnerspire til den kunstner, som kaldte på den daglige saks blandt læserne, har Søren Vinterberg foldet ud i en artikel fra 2010. Axel Nygaard rejste ud for at prøve sig af, gennemgik sult af en intensitet, der skabte hallucinationer, men også beslutsomhed om at gøre den tegnekunst levende på dansk grund, som han oplevede havde status af modesag i det centrale Europa.

Daumier-arvtageren Charles Léandres seneste værker i Le Rire skabte køer foran kioskerne, når bladet udkom. Der var en rig og stor arv fra Daumier, Toulouse-Lautrec og Simplicissimus-tegnere som Th.Th. Heine og Rudolf Wilke at bygge på. Det gjorde også hans samtidige derhjemme, inspirationskilderne var så stærke og så udbredte, at de ikke var til at komme udenom, men den, som mest gennemført mødte dem ude, var Nygaard.

Søren Vinterberg sætter en tegnekunstner ind i den kunstens samtid, som han prøvede sig af imod og skabte sit eget på baggrund af. Det var de samme kunstnermiljøer, som skulle danne nybruddet i det tidlige 20. århundrede. Vi har en tendens til at skille kunstens udtryk fra hinanden, tegnere fra malere, men de havde samme rod, og det er en rigdom som læser at opleve dem i deres samspil, før de unge kunstnere atter diffunderede ud over hele Europa, og for bladtegningens vedkommende udbredte den nyeste kunst, så den nåede ud til noget nær hele den danske befolkning.

Artiklen er bygget op omkring Axel Nygaards breve hjem. En del af dem har været offentliggjort i H.P. Rohdes biografi over Nygaard fra 1954, men det er første gang de sættes ind i en kunsthistorisk og æstetisk analyse med det store overblik.

Meget mere, tak!


Søren Vinterberg, "Et frugtbart land for karikaturens kunst", pp. 177-192, Per Thomas Andersen, Pil Dahlerup & Steinar Gimnes (red.), Brev til Jorunn på 70-årsdagen, (Trondheim: Acta Nordica; Studier i språk- og litteraturvitenskap/ tapir akademisk forlag, 2010).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Popular posts from this blog

Speaking of the Dead

Dilemma into Conflict