Dobbelt tiltalefrafald

Tilfældet ville, at tiltalen mod to tegnere i hver sin verdensdel blev frafaldet i sidste måned. 

Aseem Trivedi blev anklaget i år for forulempelse af indiske nationale symboler. Hans arrestation skabte stor indignation, og den indiske debatkultur viste sig fra sin stærkeste side. Selv debattører imod hans tegninger - er de måske mere aktivistiske end sociale? - hvilket er en interessant skelnen i sig - understregede hans ret til at offentliggøre dem. I lørdags påbegyndte han en sultestrejke for frihed på nettet, men hans hjemmeside mod korruption er for tiden ikke blokeret: http://cartoonsagainstcorruption.blogspot.com

Aseem Trivedis egen facebookprofil lørdag

I Sydafrika har Zapiro (Jonathan Shapiro) har været anklaget siden 2010 for en tegning fra 2008. Her var det præsident Jacob Zuma, som følte sig krænket. Tegningen rummer mange lag - en gammel voldtægtsanklage mod ham, i forening med Zumas uvidenhed om AIDS' smitteveje (at brusebad skulle fjerne smitten, af samme årsag er hans faste, tegnede følgesvend blevet et dryppende brusehoved) og oveni hans manglende respekt for Sydafrikas lov og ret. Alt i alt en ny voldtægtsanklage. Zuma reagerede med kolossale erstatningskrav, de største mod en tegner nogensinde, det blev skåret ned til næsten intet først på efteråret og nu helt tiltalefrafald, mens Zuma dog stadig klager over varigt tab af anseelse.

Selv har Zapiro hele tiden fastholdt, at han ville blive frikendt, hvis han vitterligt blev stillet for retten:



I denne video fortæller han selv foran trusselstegningen, som siden er blevet til en lille serie tegninger over Zumas lemfældige omgang med retten og siden ytringsfriheden, der til gengæld i tegnet form slår fra sig. Zuma erklærer som nævnt sin værdighed for krænket, men som Zapiro understreger, er værdighed subjektiv, gerne udråbt af den, som ikke vil se sig kritiseret. Den frie tale derimod rummer information såvel som kritik. Overhovedet har han tegnet Sydafrikas nyeste historie som menneskets udvikling med et hurtigt og stort højdepunkt i Nelson Mandela, hvorefter menneskeheden igen tog et kraftigt dyk med Mbeki og nu Zuma.

Særligt interessant ved tiltalefrafaldet mod begge tegnere, er ligheden mellem deres anklagede tegninger. Zapiros tegning var for længst en stor historie, da Trivedi tydeligvis bruger hans model - voldtægtssituationen, korruptionens billedgørelse og kompositionen - og omgående kommer i samme situation.

Begge tegninger kunne sagtens have undværet den overskriftsagtige udmaling af deres indhold. Der er tekst i alle tegningernes led, så de får udråbets karakter.

Som sagt behøver tegningerne ikke teksten. Hensigten er lejret i kompositionen. Med den skrå linje ind i billedplanet, sikrer tegneren sig dybde til to lag i fortællingen: voldtægtsmanden med ryggen til os, hvor vi samtidig får fuldt udsyn til hans snarlige handling. Det er en type komposition, den øvrige kunsthistorie ikke har gjort brug af. Da ser vi gerne med over ryggen, så vi ser med hovedpersonen og hans (beklager - det har altid været en "hans") indlevelse. Men her skal vi ikke identificere os med, men mod. Kompositionen kræver af os, at vi skal bevare den kritiske distance. Som altså ikke handler om kunstens interesseløse behag, men aktiv stillingtagen til noget, vi skal agere imod.

De korrupte bliver så meget mindre i sammenligning med den virkelige personlighed. Zapiros højdepunkt som tegner var et telefonopkald fra Mandela. Zapiro havde tegnet ham som solopgangen over Sydafrika ved hans tiltrædelse som præsident i 1994. Mørket blev fortrængt. Så da han havde præsidenten direkte i røret, måtte han undskylde at have kritiseret også ham. Hvorefter Mandela svarede med den sande statsmands storhed:

- Oh, but that's your job!