Vi skal også frede interiør

Weekendavisen bragte den 21. september dette meget vigtige debatindlæg om et stykke kulturarv, det haster med at få sikret:

Af Mirjam Gelfer-Jørgensen

Sammen med Realdania går staten nu ind i restaureringen af Finn Juhls sal i FN. Salen kan betegnes som et gesamtkunstværk, idet Finn Juhl ikke kun tegnede selve arkitekturen, men tillige alt inventar. For et par år siden sikrede en privat mæcen, at Juhls eget hus med hans møbler nu bliver bevaret for fremtiden som en afdeling af Ordrupgaard.

Valdemar Andersen: Den store spisesal på Diakonissestiftelsen, foto: Niels Larsen
- eksempel på en pragtsal, som ikke er fredet

Men dette er undtagelserne, for trods det, at arkitekter gennem tiderne har skabt helheder af samme høje kvalitet som Juhl, så er disse ikke sikrede, da den nuværende fredningslov kun omfatter bygningernes ydre og indvendigt kun det vægfaste. I dag begræder mange, at fornemme eksempler på Danish Modern Design er gået tabt, og at de få bevarede står i fare for at forsvinde.

En række bygninger, der har høj status inden for vor kuturarv, og hvor arkitekt og bygherre også ønskede husets indre præget af kvalitet, er blevet ødelagt i vor tid. For at nævne et enkelt eksempel, så skabte Martin Nyrop med Københavns Rådhus et mesterværk, hvor intet blev overlagt til tilfældigheden. At rådhuset er en arbejdsplads har selvsagt krævet ændringer; de oprindelige skriveborde har måttet udskiftes med borde til computere, og ergonomiske stole er blevet tilbudt de ansatte.

At flere dog har vidst at sætte pris på inventarets gode kvalitet og funktionalitet, vidner mangt et kontor om. Men for et par år siden markerede Ritt Bjerregaard sit kortvarige ophold som overborgmester ved - i modsætning til tidligere borgmestre - at rydde tre af de spektakulære rum for at pryde sit image med helt nyt udstyr, der på ingen måde harmonerer med husets idé. Det er skammeligt, at sådant kunne foregå i et helstøbt værk, hvor medarbejdere, der ikke kun som Bjerregaard er på "gennemrejse" tager vare på inventaret.

Valdemar Andersen: marmoreringsdetalje fra den store spisesal på Diakonissestiftelsen, foto: Niels Larsen
- typisk en detalje, som dagens arkitekter omgærder med angst, indtil den er malet hvid.

Rådhuset demonstrerer tillige, at fredning af interiører ikke bør omfatte alle rum, for det er ikke ønskeligt at omdanne huse til museer. Er fredning ikke mulig, bør der i hvert fald tages initiativ til fotografisk dokumentation. I de senere år er der sket mange ændringer af interiørerne i en række fredede, offentlige bygninger og institutioner, hvor løbet nu er kørt. Men tilbage er der en gruppe fra det 20. århundrede, som det haster med at få sikret.

De er eksponenter for den højt besungne danske arkitektur og for Danish Modern Design. Fra politisk side fremhæves dansk design, ikke mindst møbler, gerne som et område,  hvor Danmark har sat sit præg. Det har i høj grad medvirket til at fremhæve det lille lands formåen. Det samme gælder det danske interiør.

Valdemar Andersen: Hejredetalje fra den store spisesal på Diakonissestiftelsen, foto: Niels Larsen

Man bør fra politisk side søge at løse denne overkommelige problematik, og ligesom i andre lande finde løsninger af fleksibel karakter for det relativt lille antal værker, der kan være tale om.