I følsomme tider


Det kan se ud til, at vi skal til det igen. Tændsatsen i misforståelsen, der afføder reaktioner som skovbrande henover en tør sommerbund. Om vi så blot kunne sætte de yderliggående fra begge sider sammen, dem, som lige nu ser sig som angribere og angrebne, i deres i virkeligheden rørende enighed og lade dem nøjes med at blive forargede over os andre. 

Men en situation af denne karakter afføder tegninger, så lad os blive ved fænomenet: En tændsats: 


Klik på Per Marquard Otzens tegning for at se den i større opløsning.
Hvad er det egentlig vi ser? En tændstik, der sættes til et papir. Men ser vi papiret flamme? Og følger det nødvendigvis, at bare fordi vores erfaring siger, at en flamme følger af en tændstik, der stryges, at en antændelse også vil ske denne gang?

Til tider kan analytiske filosoffer lå meget lang tid til at gå med spørgsmål, som kunne synes åbenlyse. Det er også hele pointen, at gentænke og ikke forudsætte af vanens magt. Og det kunne ikke være mere passende som billede på netop nu, hvor vi endnu ikke kender næste kapitel, hvis vi nogensinde kan vide noget fremadrettet ud over, hvad (den muligt vildledende) erfaring fortæller os.

Det var en kun delvist menneskeskabt situation, der senest affødte de mest ømskindede reaktioner på tværs af et par kontinenter. Da Japan i foråret 2011 blev ramt af den treleddede katastrofe i jordskælv-tsunami-atomudslip, greb tegnerne verden over straks ud efter den fuldendte tegning over dem alle, med kraften og skønheden i ét:


En bølge så nær den fuldendelse, som dets ophav, Hokusai, stræbte efter, men aldrig mente at kunne nå.

Hvor selvfølgeligt end grebet end kunne synes, blev flere tegnere mødt med raseri. Den malaysiske regering undskyldte over for den japanske - men det er en historie for sig, idet den overhovedet har et horn i siden på tegneren - mens amerikanske Daryl Cagle selv filosoferede over, hvad der gik galt i hans egen tegning. Fælles for dem alle var japaneren, der bekæmper overmagten, men samtidig en overmagt, der var delvist selvforskyldt ved at være menneskeskabt. Cagle brugte eksempelvis krigeren som ét stort atomtegn, der i bølgens midte begår harakiri, hvormed hans forståelse af Japan syntes hensat til en amerikansk offentlighed umiddelbart efter anden verdenskrig.

Analysen kom for tidligt, så næste lag af tegninger brugte derfor flaget, den røde sol formet en tåre eller som pupillen i en angst mangapige. Cagles tegning er ikke længere at finde på hans hjemmeside. Han tegnede omgående i stedet en vandoverflade, hvorpå vugger blomster for de dræbte.


Og så denne af Per Marquard Otzen? En af de smukkeste, der blev tegnet, efter min mening, også han inddrager en samurai og også denne er radioaktiv, for han er en atomtekniker, en konkret person, som forsøgte at gøre en forskel. Hans handling er udadrettet mod bølgen. Hvor lidet fornuftig den end er ifølge alle erfaringer med havet, så har den en storhed i sig. Og hvem ved, om vi skal stole på erfaringen?


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Popular posts from this blog

Speaking of the Dead

Dilemma into Conflict