Opløsningen af det offentlige rums permanens
Steffen Harders forslag om en skulpturkirkegård har givet følgende tanker fra Per Arnoldi, der hermed omgående viderebringes: Et stykke kritisk kunst- og kulturhistorie. Per, ordet er dit:
Af Per Arnoldi
Kære Louise,
tak for din mail!
Du foreslår, lidt skræmt af Toldbodens truende skrotophobning, en opløsning og revision af den permanens, skulpturer i det offentlige rum ellers har været beskyttet af.
Her er som regel tale om:
1. IDEALET.
Her er vores skønhedsideal.
Det er atleten og den fuldendte kvinde.
2. HYLDESTEN!
Det er Herman Bang og Gunnar Nu .
3. MAGTEN.
Det er kongen, pladsen, forstørrelsen, sokkelhøjden og den monumentalt / symmetriske icenesættelse.
4. FORTÆLLINGEN.
Det er Havfruen, Gefion og Ymerbrønden.
5. ANDET… som det hedder.
Det er vores " moderne " markering af fraværet af alle de fire foregående punkter.
Underholdningen,dekorationen,
Og det giver jo et ganske andet " samliv " mellem afsender, modtager og opstilling.
Det giver forvirring, og sætter et afgørende spørgsmålstegn ved permanensen!
Det er derfor kitch nu melder sig så uimodsagt!
En af mine gamle ideer, som jeg engang imellem får lyst til at lufte og realisere, er netop baseret på en variabel tidsramme, eller en frem og tilbage og op og ned med skulpturer i det offentlige rum.
Altså en praksis, hvor opstillingen, ikke værket, har en tidsbegrænset levetid.
Hvor sammenhængen revideres.
Hvor monumenterne demonumentaliseres!
Det er jo allerede i mange tilfælde deres karakter - vi har bare glemt tilsvarende at revidere vores forståelse af netop den påståede monumentalitet.
( Og flere af os har også resultater på samvittigheden, som man måske fælt gerne så parkeret et andet og fjernere sted? ).
At I flytter kræet, og at værket overlever, bare et andet sted og i en anden sammenhæng er for mig en tillokkende tanke.
For det første blev den pågældende plads eller lign. fri for det anmassende nærvær.
Og, endnu sjovere, blev en ny opstilling ligesom revitaliseret, især hvis den fandt sted som følger:
Vi beslutter os for at flytte et kunstværk fra det offentlige rum.
Det hat forhåbentlig gjort god fyldest… men intet varer evigt.
Vi flytter værket hen i en altfavnende, uendelig rummelig skulpturpark.
Når skulpturer står sammen, begynder de at interagere.
Det kan man se på mange museers ophobning.
Vi har vænnet os til det " naturlige " heri, når det er den klassiske afstøbningssamlings parade af nøgne kvinder og uanfægtede guder der flokkes for vores øjne.
Men det blive mere absurd og abstrakt når det er væsensforskellige skulpturer og objekter.
Den tynde Giacometti bliver endnu tyndere, den buttede Maillol endnu mere buttet og dejlig, den hullede Henry Moore endnu mere tom og talentløs når og hvis de stilles tæt sammen.
Staværene ville blive mere strittende, og de råt tilhuggede granitsten ville skutte sig i det høje græs, rundere end nogensinde.
Den kiksede og kitchede jugend-rædsel ville læne sig op af et kubistisk klenodie.
Hansen-Jacobsen og Aagaard Andersen - en match " made in heaven."
Derfor, hvis man nu flyttede de, måske midlertidigt, forkastede, forkætrede og reviderede skulpturer tæt sammen i en afsides park, ville deres indbyrdes dialog udvikle sig fra en sagte mumlen til en fuldtonende og total meningsløs kakafoni.
Det ville dag, og især nat, blive en voldsom attraktion i sig selv.
Jeg forestiller mig en fjern grusgrav, hvor Tegner møder Tietgen, trolde møder konger og karyatider, Bacchus møder bonde.
Jacobsens jærn ruster omkap med Kirkebys smuldrende mursten.
Selv Heinsens sludrevorne facetter får flere at tale med.
En tæt sammenbragt skare, som ikke ville kunne holde kæft.
Lyssat i tusmørket og blændende meningsløs i middagssolen.
Og intet slemt er jo sket, det er bare et plejehjem for skulpturer, et midlertidigt ophold, i en ny og munter sammenhæng.
En tankevækkende vits, parkeret i en park.
Samtidig kunne fjerne byer , fattige kommuner og ø-samfund besigtige og ønske sig den detronerede og midlertidigt forviste rytterstatue fra dette overdådige billedmylder.
Så kom Absalon et par år til Sejerø, med hjælm og hele bullesjasen!
Alt ville cirkulere, men ventetiden blive en festlig, omend langvarig begivenhed i den fortættede " mindelund" så at sige.
Vi kender den herlige og frydefulde gemmeleg, når en glemt komponist efter løvfaldet dukker op bag Østre Anlægs tætte og forvitrede buskads.
Her ville det hele blive sådan, når det fik lov at gro til.
En kildrende og humoristisk gemmeleg og gætteleg.
Alle er velkomne. Forskelligheden bringer kun variation i " samtalen ".
Bare en tanke,
så vi ikke mere skal være bange for den skrækkelige, selvhøjtidelige, ufejlbarlige og forfængelige permanens, der i en flygtig tid rider både kunstner og bruger som en uforløst mare !
Også det offentlige rum bør kunne trække vejret.
PS Forøvrigt er dette jo nøjagtigt hvad der sker med de mange installationers flygtighed.
Vi mangler bare at formulere og drage en veloplagt konsekvens heraf.
Og vi ses så IKKE ovre på Toldboden imorgen!
