Gradbøjning af monumentalitet

Mens vi herhjemme sukker over skulpturel tomhed på Havnen, lagde syriske Ali Farzat i går en tegning op på Facebook over en figur, også den sammensat af det tabte. Men denne er vrede, sorg og trussel i samme bevægelse. En tegning om at stå fast, henvendt til oprørerne, og et trusselsbrev til styret, for hver gang uskyldige dræbes, vokser modreaktionen:

Det er så fundamental en indsigt i menneskets reaktionsmønster, at det syriske styre kan slå den efter hos krigsstrategerne fra Sun Tzu til Clausewitz. Kunsten på papir har en lang tradition for at gøre lidelsen ikonisk, samle smerten, så vi stadig må reagere 200 år efter, at Goya ætsede Los Desastros de la Guerra.

Per Arnoldi slog forskellen fast til de offentlige skulturtendenser her i landet i lørdagens RadioJazz, da han kortlagde Elmgreen & Dragsteds HANfruen i Helsingør. HANfruen er som skulptur et blankt stykke - rent formelt er han vigende, glidende. Der er ingen baggrund for hans tilblivelse, ingen litterære referencer. Egentlig er han kun udtryk for en idé. Og hvis idéen er tynd, hvis der intet er at undres over, er han intet andet end et stykke nips.

Nu har vi, indrømmet, en meget smal basis for at skabe monumentalværker af den traditionelle støbning i Norden. Som Klas Östergren foldede ud i Fattiga Riddare och Stora Svenskar måtte en svensk billedhugger anno 1937 være hårdt ramt. Det svenske mådehold, den lutheranske fornægtelse af helgener, det nordiske temperaments totale fornægtelse af martyrier og heltedåd har altid haft en negativ indvirkning på monumentalkunsten. Dertil kom den lave dødelighed blandt svenske konger.

End ikke fysisk volumen, som udgør billedhuggerens råmateriale, fandtes længere. I monarkens agtværdige alder kunne et portræt i helfigur af Gustav V løses af den masse, som rummes i en gemen telegrafstolpe.

Selv glemte monumenter har deres anvendelse i det offentlige rum, ifølge Klas Östergren. De danner mørke hjørner til stævnemøder og udveksling af våben. Men grundlæggende har vi brug for nytænkning, og en af de markante kommer fra billedhuggeren Steffen Harder, om at skifte den offentlige monumentalkunst ud med faste intervaller. De brugte skulpturer får nyt liv på en skulpturkirkegård, kunstnerne opnår flere opgaver, og opmærksomheden omkring vores fællesrum skærpes.

I det samme århundrede, som billedhuggerne har sukket og måske givet op? - har bladtegnerne haft travlt hver eneste dag i det offentlige rum, som er avissiden, og netop nu i internationale fora som Facebook, der får os til at se og reagere.