"Eat Thickly Sliced"


Netop nu sidder Ditte Gantriis på en lille, solbeskinnet altan i Berlin som optakt til et arbejdsophold i byen og bedre anledning findes næppe til at tale om tegningens og tekstens sprog, ikke mindst hvad der sker, når satiren væves med ind over: 

Ditte Gantriis: Eat Thickly Sliced
Fra serien: “Anything, or indeed Nothing, will do.” Silk screen on Rives BKF, 290gsm. 41 x 60 cm.

Ditte, du er ud af en bladtegningens adelsfamilie: din Mor er Ida Gantriis og din Morfar Henning Gantriis, som stod bag Livets Gang i Lidenlund, som er en analyse gennem mikroskop over menneskets måder at definere og formulere sin verden. Tegneren Simon Bang har her på bloggen fortalt, hvordan han ud af en kunstnerfamilie fik kunsten som sit sprog i en grad, at det kan være svært at formulere sig verbalt. Nu inddrager du som din Morfar direkte verbalsproget i dit værk, men genkender du at se kunsten som en grammatik, dette at tænke i to eller tre dimensioner?

Ja med udstillingen SERVICE har jeg taget fat i en tradition som jeg kender igennem min morfar og mor. Satiren og det illustrative. Det en slags visuel kommunikationsform jeg er vokset op med og vel egentlig bruger i mit arbejde, selvom jeg ikke er illustrator. Hvor man inden for bladtegning beskæftiger sig med selve illustrationen i forhold til det illustrerede, arbejder jeg også med tekst, billed og betydning. 

Men i mit  arbejde bruger jeg mere teksten som et billedelement på lige fod med de andre tegn og gestikker man finder i mine billeder. I nogle af mine billeder kan tekstelementerne i deres løsrevenhed, synes helt abstrakte (forhåbentlig). Så selvom jeg gør brug af, hvad der synes som et direkte verbalsprog, er det måske ikke så direkte. Derfor kan jeg sagtens genkende Simon Bangs anskuelse; at se kunsten som en grammatik.


Ditte Gantriis: And now, Morels. 
Fra serien: 
“Anything, or indeed Nothing, will do.” Silk screen on Rives BKF, 290gsm. 41 x 60 cm.




Men er dit arbejde egentlig så forskelligt fra din Morfars - heller ikke han var som bladtegner primært illustrerende, men skabte ny betydning ud af tilsyneladende enkle billed- og tekstelementer. Genkendeligheden var kun umiddelbar, en form for forklædning, mens han klædte sine samtidige af. I bruger begge skrift og tegn, men jeres egentlige boldbane er de betydninger, som hele tiden opstår? 

Jo, man kan vel godt sige at min morfar også gjorde brug af det genkendelige (personer, karakterer, situationer osv.), men med det formål at snakke om nogle helt andre ting, f.eks samfundsstrukturer, samtid og kultur. Jeg gør, omend udfra en lidt anden optik, det samme; arbejder med genkendelige former der hele tiden skaber nye betydninger udover sig selv. 

Der er dog den grundlæggende forskel at tegningen / illustrationen var min morfars primære udtryksform, selve basen for hans arbejde, hvorimod jeg benytter mig af de illustrative gestusser mere som et greb eller et værktøj i min kunstpraksis. 


Ditte Gantriis: Uden Titel (Billedtekst: Add Pressure till Your Thumb Disappears. Slowly.)
Fra serien: “Anything, or indeed Nothing, will do.” Silk screen on Rives BKF, 290gsm. 41 x 60 cm.


Passageværket lader Walter Benjamin en sætning stå alene i sin voldsomhed: "Latter er ituslået artikulation" - i den ligger en hel kulturhistories fordomme mod satiren, som noget udenfor, især udenfor intelligent udveksling. Men her på bloggen ser vi satiren i det positive lys, som noget, der opstår i et spændingsfelt, og du arbejder netop med forholdet mellem ord og billede, mødet - eller sammenstødet eller?

Mine billeder består ofte af forholdsvis abstrakte motiver akkompagneret af små tekstbidder.
Disse kombinationer skaber betydninger som ikke er tilstede i elementerne hver for sig, idet beskueren indrages i en pendulbevægelse imellem motiv, tekst og vedkommendes egne associationer. Billederne stiller på den måde spørgsmålstegn ved hvad det egentlig er vi ser på. Jeg synes de usagte eller uforudsete ting der sker når vores forventninger til et billede møder selve billedet, skaber et utrolig interessant spændingsfelt. På en måde er det selve tolkningsakten jeg sætter under lup.

Satiren har op igennem tiden tjent mange formål -og gør vel stadig omend den idag er en anelse mindre betydningsfuld for de politiske debatter end førhen..? 
Jeg vil nu mere betragte satiren som en slags 'extra-artikulation' end som mangel på samme. Men det er en svær genre, den er dum og skarp på samme tid, den er så forudsigelig og alligevel bliver man overrasket - jeg både hader og elsker den.


Ditte Gantriis: Uden Titel (Billedtekst: Take the Tongue up and skin it.)
Fra serien: “Anything, or indeed Nothing, will do.” Silk screen on Rives BKF, 290gsm. 41 x 60 cm.




Nu er det jo vidunderligt provokerende for mig, at du taler om "ekstra-artikulation", for så er vi ude over et grundlæggende behov, nødvendigheden i kommunikationen mellem mennesker... samtidig prøver du af, hvad der sker med os i mødet med kunsten og det har vel lag i sig som er fundamentale, noget som vi drages til, selvom vi har modstand, som (jeg nyder!) at du siger?




Altså der er jo mange former for kommunikation. Nogle ting siges måske tydeligst ved at 'satire' dem frem (for at lave et nyt verbum til anledningen). Satiren skaber vel en slags distance til emnet, som gør emnet nemmere at 'læse'?

Jeg tror at det er et fundamentalt behov for os, at læse og se på billeder. Vores samtid bliver mere og mere billed -og informationsmættet og stiller nye krav for vores måde at kommunikere og navigere på. Derfor mener jeg det mere end nogensinde er vigtigt at adressere måden hvorpå vi skaber betydning. Altså hvordan er det vi navigerer i den konstante og massive strøm af billeder og information vi hele tiden udsættes for.





En stor tak til Ditte Gantriis for tilladelse til at vise hendes værker.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Popular posts from this blog

Speaking of the Dead

Dilemma into Conflict