I despekt for symbolet


- i respekt for den mening, som det står for.

Det er tid for årets eftersyn af respiratorer, og min Far er derfor lige nu i en reserve. Den har svungne messingknapper, og alarmen lyder som den bådsmandspibe, flåden endnu bruger. En klar og meget sprød tone, som vi ikke kan lade være med at nyde, hvis ikke det var for den opgave, den sætter os på. For kvaliteten af en lyd har ikke hjemme i definitionsuniverset for alarmer. Den skal evne at skære igennem, så vi kan agere.

På samme måde er symboler er en af mine personlige hademomenter i vores visuelle kultur. Lutter døde metaforer, hvis vi nu skal bruge en litterær term. De er gennemtærskede visuelt. Det er end ikke meningen, at vi skal andet end opfatte dem som andet end et signal, for i sig selv er de uden nærvær.

Men kunstneren kan trække et symbol tilbage til næsten dets begyndelsespunkt og vise os, at det gennemtærskede har sin grund, hvordan forenklingen har en historie i sig, som atter bliver nærværende til at skabe ny mening.

Independence Day er derfor en af bladtegnernes store arbejdsdage i USA, idet frihed og nationen har sine symboler - Frihedsgudinden og frem for alt flaget, gerne personificeret ved Uncle Sam, der twistes gennem noget helt aktuelt. I år er omdrejningspunktet Joe Does fejring med fyrværkeri midt i sommerens tørke - the Pyro Patriot er årets amerikaner, mens Præsidenten saluterer overlevelsen af Obamacare. 



Kernen for dem alle er respekten for dagens markering. Symbolet kan derfor også bruges med despekt - som når tegnerne lægger grillens indhold er i flagets mønster hos dem, som har glemt betydningen af dagen. Men for den, som skal visualisere respekten, er opgaven anderledes stram. Til årets rebildplakat har Per Arnoldi haft den ikke lette opgave at kombinere to nationers flag på samme flade.

Ligeværdigheden har været alfa og omega. Det ene må ikke gøres større eller lægges ind over det andet. Hver især er det symboler, som har deres grafiske inddelinger af farveflader, korsarme, stjerner og striber.

Det er her Per Arnoldis evne til at skære igennem er så eminent. Flagene bevarer deres grafiske helheder, han lægger i stedet endnu en erfaringsverden ind over: Med puslebrikkerne opnår han energi henover billedfladen, så vi tror at se, hvad vi ikke ser, og dermed gribes til at se efter. I dobbeltheden har han skabt en komposition af flade, rytme og ro i samme greb. Her sammenføjes, men opløses ikke. Oveni udelukker de to sig ikke med hinanden, men inviterer hele verden med. Dermed os alle.


    En stor tak til Per Arnoldi for tilladelse til at vise dagens plakat.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Popular posts from this blog

Speaking of the Dead

Dilemma into Conflict